Astrid Ø. Sørensen
Hele den danske OL-trio sluttede året i top-10 på FEI's verdensrangliste for dressurryttere, og ligeledes er de danske farver også flot repræsenteret med flere heste i toppen af ranglisten for dressurheste. Det kan du læse meget mere om her.
Interessant er det også at tage et kig på de tre nye heste, der for første gang er med i top-10 på FEI's verdensrangliste for dressurheste. Det drejer sig om Total Hope OLD, Jagerbomb og Maxima Bella, der alle deltog til OL i Paris i sommers under hhv. norsk, britisk og polsk flag.
Avlshingst imponerer i sporten
Den 13-årige Total Hope OLD e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro er gennem mange år blevet redet af norske Isabel Freese, der er ansat som rytter hos Schockemöhle. Oldenburgerhingsten, der er lavet på embryo transfer og har Isabell Werths guldvindende Weihegold til mor, er ejet af danske Lone Bøegh Henriksen fra HP Horses i samarbejde med tyske Paul Schockemöhle.
2024 bød på et væld af successer for Isabel og Total Hope, der bl.a. skrev norsk historie, da de kvalificerede sig til den individuelle finale til OL i Paris. Her endte de på en 10. plads med over 83% i küren. Derudover vandt parret to 4-stjernede Grand Prix-klasser i tyske Kronberg i starten af sommeren, og så sluttede de året af med at blive nr. 2 begge dage til World Cup-kvalifikationen i London. Det afspejler sig også på verdensranglisten, hvor Total Hope sluttede 2024 af som den syvende bedste dressurhest i verden. Sidste gang verdensranglisten blev opdateret, lå han på en 13. plads.
Foruden øget styrke og rutine hos ekvipagen er en forklaring på den store succes også, at der i 2024 er blevet fokuseret særligt på sporten. Ved siden af sin karriere i sporten er Total Hope en eftertragtet avlshingst, men i 2024 blev hingsten taget lidt tidligere ud af avlen for at kunne fokusere på den sportslige opgave, og det viste sig at gøre en positiv forskel.
– Han blev taget ud af avlen ca. halvanden måned før OL, og det gav et helt andet fokus på opgaven, fortæller medejer Lone Bøegh Henriksen og fortsætter: – Han har lavet frostsæd fra OL og frem til nytår og er nu helt avlsfri frem til bedækningsæsonen starter.
Isabel Freese og Total Hope kommer til start igen i weekenden, hvor der afvikles en World Cup-kvalifikation i den vesteuropæiske liga i schweiziske Basel.
Engelsk dressursensation
Også KWPN-vallakken Jagerbomb, der har den nyligt pensionerede OL-hest Dante Weltino OLD til far samt Jazz til morfar, er at finde i top-10 på verdensranglisten for dressurheste. Her indtager han en 8. plads mod sin tidligere 14. plads. Jagerbomb rides af britiske Becky Moody, der selv har avlet og uddannet den 11-årige vallak. Ekvipagen fik sit helt store gennembrud i 2024, hvor de trådte ind på det britiske OL-hold efter Charlotte Dujardins suspensation. Her blev det til holdbronze samt en individuel 8. plads i kürfinalen. For nylig overraskede parret endnu en gang, da de sejrede i den indledende Grand Prix til World Cup-kvalifikationen i London og bl.a. overgik verdensmestrene Charlotte Fry og Glamourdale e. Lord Leatherdale/ Negro.
Becky og Jagerbomb var en relativt ukendt ekvipage før OL, men er efter de flotte OL-resultater i sommers blevet en velanset ekvipage, der bl.a. roses for Beckys klassiske ridestil. Parret debuterede i international Grand Prix så sent som i midten af 2023 og har på lidt over halvandet år nået verdenstoppen. Derfor er det også særdeles fortjent, at Jagerbomb nu er i top-10 på verdensranglisten for første gang.
Ung og fremadstormende Grand Prix-hest
Den sidste nye hest i top-10 på verdensranglisten for dressurheste er den kun 9-årige oldenburgerhoppe Maxima Bella e. Millenium/ Christ, der er rykket fem pladser op af listen og nu befinder sig på en 10. plads. Maxima Bella ejes og rides af polske Sandra Sysojeva, der købte hende allerede, da hoppen var to år gammel. Sandra forsøgte flere gange at sælge Maxima grundet hoppens udfordrende temperament, men der var ikke mange, som var interesserede i hoppen. Maxima Bella blev derfor i stalden, og hun udviklede sig markant i løbet af nogle år.
Derfor kunne ekvipagen allerede i 2024, da Maxima Bella netop var blevet gammel nok, debutere i Grand Prix. I løbet af året er det blevet til en lang række Grand Prix-sejre, og parret har også vundet flere World Cup-kvalifikationer, primært i den centraleuropæiske lige. Derudover blev det også til OL-deltagelse for ekvipagen, der helt sensationalt var med til at sikre det polske landshold en plads i holdfinalen. Sandra og Maxima Bella kvalificerede sig også til den individuelle finale, hvor det blev til en 15. plads med over 80%.
Den polske ekvipage fortsatte bølgen af succes i den sidste halvdel af 2024, hvor det er blevet til seks ud af seks mulige sejre på internationalt 5-stjernet niveau. De sluttede året af med at vinde både Grand Prix og Grand Prix kür til et internationalt stævne i østrigske Salzburg, hvor de satte ny personlig rekord med 83,4% i kür. Her slog de bl.a. danske Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellino (opdr. Tina Christoffersen og Nicolai Jepsen) samt de forsvarende World Cup-mestre Patrik Kittel og Touchdown e. Quaterback/ Sack. Derudover er Maxima Bella også blevet noget af en publikumsdarling efter en video, hvori Sandra rider piaffe og passage på hoppen uden trense og uden spore, gik viralt.