Trine Askjær-Jørgensen
Den 10-årige, sorte avlshingst Total Hope OLD er samejet af danske Lone Bøegh Henriksen fra HP Horses og tyske Paul Schockemöhle. Hingsten er avlet af tyske Christine Arms-Krogmann og efter to af verdens mest vindende dressurheste. Faderen er Gribaldi-sønnen Totilas, der for godt og vel 10 år siden var enormt succesfuld og satte flere rekorder på allerhøjeste niveau under hollandske Edward Gal. Moderen er ligeledes en af verdens mest vindende dressurhopper, nemlig Weihegold OLD efter Blue Hors Don Schufro, der har haft en lang og imponerende karriere under tyske Isabell Werth.
Total Hope rides af Schockemöhles berider Isabel Freese, der har norsk nationalitet og er uddannet ved tyske Holga Finken. Ekvipagen har dannet par i godt og vel 3,5 år, og det med stor succes. Det er blevet til både UVM-medalje og sejr i de prestigefyldte, tyske turneringer Nürnberger Burgpokal og Louisdor Preis, der har været medvirkende til hingstens tyske tilnavn OLD.
I maj måned i år havde hingsten sin internationale debut, og på relativt kort tid lykkedes det ekvipagen at kvalificere sig til VM i Herning, hvor de repræsenterede Norge.
Den DV-kårede hingst har i denne weekend været med sin norske rytter en tur "hjemme" i Norge, hvor de har været til start ved Oslo Horse Show.
I Grand Prix fredag blev det til en overlegen sejr med 77,467% og næsten 9% ned til andenpladsen, og i Grand Prix kür i dag fortsatte de stilen og vandt med hele 82,417% og næsten 10% ned til andenpladsen, som begge dage var norske Cathrine Rasmussen, der igennem en årrække har været bosiddende i Danmark.
Stævnets start- og resultatlister.
Video af Grand Prix kür-ridtet i dag: