Annika Knudsen Lorentsen
Et nyt kapitel venter for Helle Møller Andersen og Per Christensen, som fra 1. december bliver en del af hverdagen på Stutteri Ask og Blue Hors på Fyn. Dermed skifter det erfarne par base, efter i en årrække at have haft fokus på deres eget stutteri, Stald Maskedal.
Parret offentliggjorde selv nyheden på sociale medier, men Ridehesten har siden talt med dem, og de har sat flere ord på, hvad de skal lave hos Stutteri Ask og Blue Hors.
– Helle bliver som ansat eventkoordinator, hvor hun skal stå for at hjælpe Betina (red. Betina Møller Jensen) med at lave stævner, og jeg bliver ansat i hingstestationen, hvor jeg skal hjælpe Kaj (red. Kaj Rosenlund) med tapning med af hingste og alt det omkring hingstene, fortæller Per.
Om beslutningen fortæller Helle Møller Andersen og Per Christensen, at det har krævet mange overvejelser, men at muligheden var svær at sige nej til.
– Det bliver rigtig spændende og vi glæder os meget. Muligheden kom i stand fordi Søren (red. Søren Møller Rohde) spurgte os tilbage i juni måned, da vi solgt Casemiro til Stutteri Ask om det kunne være noget for os. Det har vi så gået og tænkt over hele sommeren, og vi synes simpelthen det var for stor en chance og mulighed at få, til at lade gå til spilde, forklarer Per og fortsætter:
– Vi har fået lov at få vores egne heste med derover, så vi kan fortsætte med vores egen avl også. Vi har fået en landejendom stillet til rådighed, som vi kan bo i og hvor der er nogle bokse, hvor vores avlsheste kan være, og så skal vores rideheste være ovre på selve Stutteri Ask.
De nye jobs hos Stutteri Ask og Blue Hors betyder altså, at parret rykker teltpælene op og flytter til Fyn.
– Vi glæder os helt vildt, for det er jo et sted, hvor alting bare skal og er i top orden, og det må være nogle helt fantastiske forhold at arbejde under.
Et stærkt navn fra Maskedal
Helle Møller Andersen og Per Christensen har gennem flere år opbygget Stald Maskedal til et navn, der er blevet bemærket både i avl og springsporten. Parret har haft succes med at avle, uddanne og bringe unge heste frem i sporten.
Et af de tydeligste eksempler er Maskedals Casemiro e. Ci Ci Senjor Ask/Toulouse, som parret selv har avlet. Helle har uddannet og redet vallakken, og ekvipagen har blandt andet deltaget ved UVM på Zangersheide.
Også i 2026 har Helle og Casemiro markeret sig. Ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning gjorde Helle Møller Andersen næsten rent bord i CSIYH1*, hvor ekvipagen vandt to klasser og tog en andenplads. Samme stævne blev det også til en sejr med Maskedals One Of A Kind. Sidstnævnte havde Helle med til UVM i år, hvor ekvipagen blev nr. 3 i B-finalen.
En anden stor del af Maskedals arbejde har været at finde og udvikle heste med potentiale fra en tidlig alder. Det gælder blandt andet Maskedals One Man Show, som Helle og Per spottede som føl hos avler Lene Larsen. Parret stod selv for den første tilridning og uddannelse, inden den store vallak senere blev sendt videre i sporten hos Robin og Kamilla Grauff.
One Man Show fik siden stor succes i sporten og var blandt andet med på det danske hold, der vandt bronze ved Studbook Trophy i Valkenswaard som syvårig. Interessen for vallakken blev efterfølgende så stor, at Stutteri Ask købte ham i efteråret 2024. Og siden Helle og hesten Maskedals Casemiros succes tidligere på året har også Stutteri Ask overtaget tøjlerne på ham, og dermed har Helle og Pers arbejde faktisk allerede ført flere af deres tidligere heste ind på den fynske stutteri, som de nu også selv tilslutter sig.
Senest har Helle og Per også gjort sig bemærket med føllet Maskedals Va'Sado e. Vassini Ask/Toulouse, som blev udtaget som et af fire hingsteføl til finalen ved følskuet. Her blev Va'Sado udpeget som årets springhingsteføl, og dommerne fremhævede blandt andet hans model, galop og balance.
Parret står desuden også bag den avlsgodkendte hingste Maskedals One Direction, der er avlet af Lene Larsen og som de købte som føl. Han blev udnævnt præmiehingst, og skal gå materialeprøve her i efteråret.
Snart går turen til Fyn
Med skiftet til Stutteri Ask og Blue Hors bliver der sat punktum for et kapitel i det jyske, mens døren åbnes til en ny og spændende fase for Helle Møller Andersen og Per Christensen på Fyn.
Parret tager mange års erfaring med sig inden for avl, ungheste, uddannelse og springsport, og deres baggrund passer på mange måder godt ind i det miljø, de nu bliver en del af på Fyn. Og så har de samtidig og sideløbende mulighed for at videreføre deres succesfulde arbejde med Stald Maskedal fra de nye rammer på Fyn.
Parret starter på Stutteri Ask og Blue Hors den 1. december 2026.