Søren og Casemiro allerede stærkt makkerpar

01-08-2026 06:30

Annika Knudsen Lorentsen

Det er ca. en måned siden, at Søren Møller Rohde overtog tøjlerne på den 7-årige Maskedals Casemiro, og nu har de to allerede stor succes internationalt

Nyheden fortsætter efter annoncen

Søren Møller Rohde satte fredag et markant aftryk på det internationale CSI3*-stævne i belgiske Opglabbeek, hvor han red flere topplaceringer hjem. Et af højdepunkterne kom i unghesteklassen, hvor Sørens nytilkomne makker, Maskedals Casemiro, sprang sig til en flot andenplads.

I CSIYH1* for 7- og 8-årige heste over højden 130 cm leverede den 7-årige DV-hest en fejlfri og hurtig runde, som sikrede ekvipagen andenpladsen blandt hele 96 startende.

Resultatet er særligt bemærkelsesværdigt, fordi Søren Møller Rohde kun har haft Maskedals Casemiro e. Ci Ci Senjor Ask/Toulouse i kort tid. Han blev i juni solgt til Stutteri Ask af sine avlere, Helle Møller Andersen og Per Christensen, som selv har uddannet den talentfulde hest fra føl til internationalt niveau. Sammen nåede de blandt andet deltagelse ved ungheste-VM i Zangersheide samt flere markante placeringer ved championater og internationale stævner. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Faktisk havde Søren Møller Rohde haft et godt øje til hingsten længe. Allerede ved hingstekåringen i Herning kontaktede han avlerne for at høre, om Casemiro var til salg. Dengang ønskede de at beholde ham, men tidligere på sommeren blev handlen en realitet, og nu begynder samarbejdet allerede at bære frugt. 

Der var også gode takter fra de øvrige heste i Søren Møller Rohdes teams. Med Cassado Ask red han en fejlfri runde og sikrede sig femtepladsen i CSI3* 140 centimeter-klassen, mens Action Man Ask Z også sprang fejlfrit og sluttede som nummer seks i CSI3* 135 centimeter-klassen.

Start- og resultatlister fra stævnet.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner