Annika Knudsen Lorentsen
Hans Kjærgaard blev født i 1945 og levede et langt liv med naturen, planterne og ikke mindst træerne som en central del af sit virke. Gennem mange år var han gartner og drev Søgårdens Planteskole i Fredensborg, hvor han arbejdede med planter og store træer.
Hans interesse for planter og træer blev imidlertid ikke blot et arbejde. Den fulgte ham gennem hele livet og udviklede sig med tiden til nye idéer og projekter. I de senere år var han blandt andet engageret i BOXofGREEN, hvor hans erfaring fra et langt liv med planter blev kombineret med nye løsninger inden for grønne anlæg. Hans sad blandt andet som bestyrelsesformand i virksomheden, og nåede at få patent på den idé, han havde arbejdet på gennem 30 år. Han var desuden med til at anlægge og plante Amaliehaven ved Langelinie i København, som blev indviet i 1983. En af hans sidste projekter var beplantningen omkring Rold Gl. Kro, i dag kendt som Hundekroen, der er ejet af Ridehestens indehaver, Jørgen Bak Rasmussen.
Hans var dermed også aktiv erhvervsmæssigt langt op i årene. I 2025 var han fortsat involveret i arbejdet med grønne projekter, og hans faglige interesse for planter og træer synes aldrig at være forsvundet. Oprindeligt var Hans uddannet med en kandidat i psykologi.
En mand med mange interesser
Hans Kjærgaard var ikke kun optaget af planter og erhverv. Han var gennem mange år aktiv i forskellige netværk og havde et stort engagement i mennesker omkring sig. Efter hans død har flere tidligere kolleger og bekendte beskrevet ham som et varmt, positivt og imødekommende menneske.
På LinkedIn har flere, der kendte Hans gennem blandt andet erhvervsnetværk, skrevet mindeord om ham. Én beskriver ham som en mand med lun humor og godt humør, mens andre fremhæver hans hjælpsomhed og hans evne til at møde mennesker med varme. En tidligere samarbejdspartner fortæller, at deres samarbejde gennem årene udviklede sig til et venskab.
Hans havde også et stærkt engagement i håndbold. I sine senere år var han blandt andet en del af erhvervsnetværket omkring KIF København, og hans navn optræder i forbindelse med både KIF Kolding og AG København.
Far til tidligere landsholdsrytter
For Ridehestens læsere vil Hans Kjærgaard naturligt være kendt som far til Susan Kjærgaard, der tidligere gennem flere år har været en del af det danske springlandshold, og de seneste mange år har taget en ny retning indenfor ridesporten, hvor hun har drevet Blueberry Hill, et sted hvor hun uddanner ryttere og instruktører med fokus på evidensbaseret og hestevenlig træning.
Susan har tidligere haft en lang karriere på internationalt niveau, og blandt de heste, der har haft særlig betydning, var hesten Castana Enemærke. Hoppen var efter Royal Z II/Weinbrand og blev med Susan uddannet til international sport. Castana Enemærke opnåede blandt andet S-status i springning og modtog Dansk Varmblods konkurrencemedalje i guld for sine sportslige præstationer. Netop Castana Enemærke var en hest, som Hans Kjærgård købte til sin datter.
For en rytter er vejen til international ridesport sjældent en solopræstation. Bag de mange timer i stalden, på træningsbanen og til stævner står ofte en familie, som gennem mange år er en del af rejsen. Hans Kjærgaards liv med natur, dyr og planter og familiens tilknytning til ridesporten blev på den måde to dele af et familieliv, der kom til at sætte sit præg på Susan Kjærgaards karriere. Hans har også selv redet gennem tiden, og derfor var det naturligt en interesse han delte med sin datter.
Hans efterlader sig sin familie som far, bedstefar og svigerfar. Ifølge dødsannoncen har familien valgt ikke at få et gravsted. I stedet bad de dem, der ønskede at mindes Hans, om at sende et kort med en hilsen eller en lille historie om ham – eventuelt sammen med en enkelt blomst eller stilk. Familien skrev, at det ville glæde dem meget at få de små historier og minder om Hans med hjem.
Hans Jensen Kjærgaard sov stille ind den 10. september 2026, 81 år gammel. Han blev bisat fra Egebæksvang Kirke i Espergærde den 22. september 2026.
Æret være Hans Kjærgaards minde.