Anna Pørtner
Karina Blaabjerg har kørt sig helt til tops på verdensranglisten i 1-spand pony. Sammen med ponyen TT Calle Constantin har den danske kusk gennem flere år opnået internationale resultater, og nu ligger de øverst på verdensranglisten.
Det er en placering, som naturligt vækker stolthed hos Karina Blaabjerg, men hun er samtidig meget bevidst om, at resultatet ikke er skabt af hende alene.
– Jeg er selvfølgelig super stolt af at ligge nummer 1 og er enormt taknemmelig for at have en fantastisk pony, TT Calle Constantin, som gør mine drømme til virkelighed, fortæller hun.
For bag kusken er der også en vigtig person, som spiller en helt central rolle. Karinas faste groom er nemlig hendes mand, Daniel Blaabjerg, og ifølge Karina er han en lige så vigtig del af resultaterne som hende selv.
– Uden en fantastisk groom, altså personen bag på vognen, ville det slet ikke kunne lade sig gøre, og derfor bør min faste groom Daniel Blaabjerg have lige så stor del af æren for vores resultater som mig.
Begyndte med en fjordhest
Køresporten var dog ikke den sportsgren, Karina oprindeligt havde dyrket. Hun har redet stort set hele sit liv, men omkring 2013 opstod interessen for kørsel gennem Fjordhesteforeningen. Her begyndte hun at køre med sin daværende fjordhest, og siden udviklede interessen sig hurtigt.
I 2016 havde Karina sin første internationale start, og allerede året efter kvalificerede hun sig til sit første verdensmesterskab. Siden er det blevet til mange internationale starter og resultater, og undervejs har målrettet træning spillet en væsentlig rolle.
Dansk Køre Forbund havde gennem fire år et elitetræningsforløb, hvor Karina fik mulighed for at træne med en erfaren kusk.
– Dansk Køre Forbund havde i cirka fire år elitetræning, hvor vi blev trænet af en superdygtig kusk, og det satte for alvor gang i vores resultater, forklarer Karina.
Karina fremhæver samtidig den indsats, der blev gjort for at skaffe økonomisk støtte til træningen.
– Igen er jeg taknemmelig for, at der sidder nogle mennesker i vores forbund, der ville bruge tid på at søge fonde til at bidrage økonomisk, og at køreforbundet også ville bidrage økonomisk.
Elitetræningen har været én del af udviklingen, men Karina har gennem årene også søgt undervisning andre steder. Via Stald Magic i Ikast har hun blandt andet fået undervisning i både ridning og dressurkørsel. Og når der skal trænes kegler og maraton, er Daniel igen en vigtig del af teamet.
Parret træner disciplinerne sammen, og Karina beskriver sin mand som en meget aktiv medspiller i de resultater, de har opnået.
Det er dermed langt fra kun de timer, Karina selv sidder på vognen, der ligger bag de internationale resultater. Samarbejdet mellem kusk, groom og pony er en væsentlig del af præstationerne.
Flere store resultater
Karina Blaabjerg og TT Calle Constantin har gennem årene opnået flere markante resultater. Blandt andet har de vundet individuelt nordisk guld, ligesom det er blevet til flere danske mesterskaber. Ved verdensmesterskaberne er deres bedste samlede placering indtil videre en syvendeplads.
Nu kan de altså føje endnu en milepæl til resultatrækken, efter Karina Blaabjerg er gået helt til tops på verdensranglisten i 1-spand pony.
For Karina er førstepladsen dog ikke kun et resultat, der kan skrives på hendes eget CV. Den er også et resultat af den pony, det team og de mennesker, som gennem årene har været med til at gøre ambitionerne til virkelighed.