Total Hope sejrede i Aachen

03-07-2025 14:13

CHIO-stævnet i Aachen er i fuld gang, og i går blev der for alvor taget hul på dressurdelen. Her leverede den norske OL-rytter Isabel Freese og den danskejede hingst Total Hope OLD en flot sejr i CDI4* Grand Prix 

Copyright Ridehesten.com
Den danskejede hingst Total Hope OLD sikrede sig i går sejren i CDI4* i Aachen med Isabel Freese i sadlen. Foto: Privat

Et af ridesportens helt særlige ridestævner er lige nu i fuld gang - CHIO i Aachen. Her mødes de bedste ryttere og heste i verden for at konkurrere i hele fem discipliner: springning, dressur, military, kørsel og voltigering, og i går blev der altså taget hul på dressuren. 

I går red de første ryttere på banen i den 4-stjernede tur, hvor danske Kenneth Damgaard var til start med UNO Day Sun e. UNO Don Diego/ Blue Hors Rosoff (opdr. Stutteri Uno ApS). Parret havde en flot tur og blev belønnet med 67,804%, hvor de blandt andet opnåede flotte point for galoppiruetterne, den fri trav og passage, men det var altså ikke i nærheden af gårsdagens vinder, nemlig den danskejede hingst Total Hope OLD e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro. 

Med norske Isabel Freese i sadlen sikrede de sig nemlig stævnets første sejr i den 4-stjernede tur efter et særdeles vellykket program, der blev belønnet med 74,261%. Parret fik blandt andet et 9-tal for deres galoppiruette, og generelt scorede de høje point i hele galopturen. Der var da heller ingen tvivl hos dommerne, hvor fire ud af de fem dommere havde dem som vinder af klassen. 

Den 13-årige hingst Total Hope Old ejes af danske Lone Bøegh Henriksen fra HP Horses i partnerskab med tyske Paul Schockemöhle, og er en af dressursportens mest profilerede hingste. Han er kendt både som exceptionel avlshingst og som dressurhest på allerhøjeste niveau. Med sin World Cup-bronzemedalje fra denne sæson og tidligere topresultater ved både UVM, VM og ved OL i Paris i 2024, har han gjort sig yderst bemærket på den internationale dressurscene, og i går blev der altså skrevet endnu en international Grand Prix-sejr på cv'et. 

Copyright Ridehesten.com
Lone Bøegh Henriksen med Total Hope OLD og Isabel Freese. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

CHIO Aachen, der afvikles fra den 1.-6. juli regnet som et af verdens største stævner, og er for mange ryttere og nationer en vigtig del af optakten til det kommende EM i slutningen af august. Danmark er i denne uge stærkt repræsenteret med et hold i den 5-stjernede Nations Cup bestående af Rikke Dupont med Grand Galiano e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Lotte og Gert Buchhave), Andreas Helgstrand med Jovian e. Apache/ Tango, Nadja Aaboe Sloth med Favour Gersdorf e. Foundation/ Leandro (opdr. Inger-Marie Andreasen) og Anna Toosbuy Rasch med Everian L e. Everdale/ Hochadel (opdr. Karsten Bundgaard). De danske ekvipager er altså allerede i fuld gang med Nations Cuppen, som strækker sig hele dagen i dag fra morgen til aften. 

Copyright Ridehesten.com
Rikke Dupont med Grand Galiano. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

I den 4-stjernede tur er Kenneth Damgaard og UNO Day Sun som skrevet til start, mens Nadja Aaboe Sloth deltager i den 1-stjernede tur med Satchmo e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Future Cup (opdr. Erik Mølbak). Clara Cordes Arnkjærder topper verdensranglisten for juniorer, deltager i CDIJ med Brianna e. Bøgegårdens Boney M/ Blue Hors Romancier (opdr. Inga og Løngstrup Christiansen). Også i springning er Danmark flot repræsenteret, idet Laura Baaring Kjærgaard er til start med Claire e. Casalito/ Balou du Rouet og Qarisma van 't Roosakker e. Comme Il Faut/ Diamant de Semilly i CSIO5* og i CSIYH1* med Cleo e. Cornet Obolensky/ Cros. 

Følg med på vores Instagram
Hvis du er interesseret i at følge en af de danske ryttere under CHIO-stævnet i Aachen, kan du følge med på Ridehestens Instagram, hvor Nadja Aaboe Sloth i disse dage laver takeover og tager os med på rejsen under stævnet. Her deler hun løbende en masse stories, så du kan følge med i, hvordan det går, blive klogere på Nadja og hendes heste, sporten og meget mere.

I opslaget her fortæller hun meget mere: 

Stævnets start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner