Thomas Bach Jensen
I kraft af sit internationale comeback ved World Cup-stævnet i Göteborg i forrige uge mindre end tre måneder efter, at Carina Cassøe Krüth fødte sin og manden Casper Cassøe Krüths datter Thilde, har hun nu genindtaget en plads på FEI's verdensrangliste over dressurryttere – tilmed som den højst placerede dansker.
Carina Cassøe Krüth og DV-sølvmedaljehoppen Heiline's Danciera e. Fuerstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline) havde deres egentlige comeback tilbage i september, hvor de opnåede to andenpladser ved World Cup-kvalifikationen i Wierzbna Bialy Las, Polen, og i oktober blev det til to fjerdepladser ved World Cup-stævnet i Herning.
Ved World Cup-kvalifikationen i Göteborg i forrige uge vandt den danske ekvipage den indledende Grand Prix og blev nr. 3 i küren. Det bringer nu Carina Cassøe Krüth ind på en 14. plads med 1442 point på FEI's verdensrangliste over dressurryttere.
Ranglisten føres ikke overraskende af belgiske Justin Verboomen, der lige nu troner med imponerende 1846 point og har altså et forspring til tyske Isabell Werth, der lige nu ligger som nummer to med 1835 point. De efterfølges af de to britiske ryttere Charlotte Fry og Becky Moody.
Danmark har pt. fem ryttere i top-50, og udover Carina Cassøe Krüth på 14. pladsen er det Nadja Aaboe Sloth som nr. 17 med 1410 point. Cathrine Laudrup-Dufour er pt. nr. 25, og Sara Aagaard Hyrm følger efter som nr. 44 med Rikke Dupont på 47. pladsen. Lige udenfor top-50 finder man Alexander Yde Helgstrand og Anna Zibrandtsen.
Seks danskavlede på hestenes verdensrangliste
Nr. 1 i verden er den 12-årige DV-guldmedaljehoppe Wendy de Fontaine e. Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer), der sammen med tyske Isabell Werth er kommet hjem fra OL i 2024 og EM i 2025 med en holdmedalje og to individuelle medaljer.
Endnu en medaljehoppe er den anden bedste danskavlede på ranglisten, nemlig Heiline's Danciera e. Fuerstenball/ De Niro (opdr. Stald Heiline), der under danske Carina Cassøe Krüth er tilbage i toppen. Herefter er det Nadja Aaboe Sloths 13-årige vallak Favour Gersdorf e. Foundation/ Leandro (opdr. Inger-Marie Andreasen).
Den 13-årige tyskregistrerede men danskavlede Toronto Lightfoot e. Totilas/ Onassis (opdr. Stutteri Lightfoot) har allerede i 2026 opnået fire internationale sejre med sin amerikanske rytter Meagan Davis og er således kommet stormende ind på 42. pladsen. Han efterfølges af Sara Aagaard Hyrms 12-årige DV-vallak Atterupgaards Cooper e. Charmeur/ Gribaldi (opdr. Atterupgaard) på 44. pladsen, og på 46. pladsen er det den blot 11-årige DV-vallak Grand Galiano e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Lotte og Gert Buchhave), der blevet redet af danske Rikke Dupont frem til salget til Sverige for halvanden måned siden.
Verboomens Zonik Plus e. Zonik N.O.P./ Hohenstein ligger lige som Laudrup-Dufours Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall II et godt stykke nede af ranglisten, fordi de ikke har været meget ude at starte den seneste tid. De er at finde på listen som hhv. nr. 27 og 22. Lidt længere henne på sæsonen, hvor de forventes at være tilbage i international konkurrence, vil de uden tvivl være tilbage i toppen af ranglisten.
Meget stabilt i verdensranglistens top-10 finder man den danskejede, 14-årige oldenburgerhingst Total Hope OLD e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro på en syvendeplads igen. Total Hope rides af norske Isabel Freese og ejes af danske Lone Bøegh Henriksen fra HP Horses i partnerskab med tyske Paul Schockemöhle.