Astrid Ø. Sørensen
De seneste dage har budt på springning og dressur på højt niveau i østrigske Salzburg, hvor der har været gang i messehallerne til et stort internationalt stævne. Landsholdsryttere Daniel Bachmann Andersen og Nadja Aaboe Sloth repræsenterede Danmark i dressurklasserne, hvor det er blevet til flere topplaceringer.
Daniel havde medbragt den 12-årige DV-vallak Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellino (opdr. Tina Christoffersen og Nicolai Jepsen), som han rider for hestens ejer Nicola Ahorner. Hendes familie købte som bekendt Marshall-Bell i foråret 2022, men lod alligevel Daniel ride VM i Herning på vallakken. I sommers fik han Marshall-Bell tilbage i stalden, og den harmoniske ekvipage har nu gjort deres tilbagetog på stævnebanerne over de sidste par måneder.
I fredagens 5-stjernede Grand Prix i Salzburg var Daniel og Marshall-Bell på startlisten sammen med stærke profiler som Patrik Kittel og Dorothee Schneider. Den danske ekvipage endte på en andenplads med 74,35% – kun overgået af polske Sandra Sysojeva og den 8-årige oldenburger Maxima Bella e. Millenium/ Christ, der red til 74,91%. Nadja Aaboe Sloth og dansk varmblodsvallakken Favour Gersdorf e. Foundation/ Leandro (opdr. Inger Marie Andreasen) placerede sig på en 5. plads.
Rytterne fortsatte det høje niveau i søndagens Grand Prix kür, hvor Daniel og Marshall-Bell i et tæt kapløb denne gang tog trejdepladsen med 81,05%, mens Nadja og Favour Gersdorf igen blev nr. 5 med 75,31%. Klassen blev attter vundet af den fremadstormende polske dressurrytter Sandra Sysojeva, der red til 83,41%. Hun havde sin OL-debut i sommers i Paris, hvor hun var med til at sikre det polske landshold en historisk finaleplads. Andenpladsen i dagens kür blev besat af Patrik Kittel og Touchdown e. Quaterback/ Sack, der med 81,63% akkurat slog Daniel.
– Det er gået vildt godt med Marshall, fortæller Daniel og siger: – Især taget i betragtning af, at vi ikke har fået redet så meget i ugens løb. Vi var jo i Stockholm i sidste weekend, og så har vi lige været hjemme at vende et par dage, hvor Marshall kom på fold og blev redet let, hvorefter turen gik til Østrig. Vi har virkeligt fået det bedste ud af det, og der var mange gode ting i dag, lyder det fra Daniel, der uddyber:
– Han var blød og meget mere regelmæssig i øvelserne i dag; det føltes godt at være deroppe. Dommerne skal lige kende vores niveau igen, men jeg synes, vi er godt på vej tilbage, og hver tur på Marshall er en gave. Der var lidt ekstra pres, nu hvor vi red på Nicolas hjemmebane, og alle ejerne stod på tribunen, men det er jeg jo vant til, og det gjorde det bare ekstra dejligt, at han leverede så godt. Nu står den på juleafslapning for både mig og Marshall, inden vi sætter fokus på forårets opgaver, afrunder Daniel.
International debut for dansk par
Nadja havde foruden sin tophest Favour Gersdorf også taget den 10-årige DV-hoppe Miss Holsteins Marikka e. Johnson/ Florencio I (opdr. Familien Holstein) med sig til Østrig. Hun har haft hoppen i ridning i fire år og startede hende for første gang i Grand Prix i starten af 2024. Nu var det blevet tid til international debut for parret, der torsdag og lørdag red på banen i den 3-stjernede Grand Prix og Grand Prix Special. Omend springet fra landsstævner til internationale stævner kan være stort, leverede Nadja og Marikka to fine resultater og blev placeret som hhv. nr. 7 og nr. 8 med 67,15% og 67,64%.