Genvind gnisten

03-02-2018 07:03

Føles ridningen nogle gange som en rutinesag for dig? Få her nogle fif til, hvordan du genvinder gnisten og glæden ved omgang med heste

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen


De fleste ryttere har prøvet følelsen af, at deres ridning er en pligt, der bare skal overstås. Det er meget normalt, og næsten alle ryttere har det sådan en gang i mellem. Men hvad kan man egentlig gøre for at forebygge eller ændre den følelse? Læs her syv enkle tip, der kan hjælpe dig godt på vej.

1. Varier
Hvis du altid laver det samme med din het, føles det meget hurtigt som en rutine. Hesten er din makker, og I skal begge nyde ridningen, da det er et samarbejde! Rid en tur, rid uden sadel, spring eller øv jer i dressuren. Variation er vigtigt for både hest og rytter, så det føles sjovt og udfordrende at samarbejde med hinanden.

2. Hold udstyret i orden
Det er ikke sjovt at ride, hvis alt dit udstyr er rodet, beskidt eller måske ødelagt. Både dit og hestens udstyr er en vigtig del af ridningen, og det er værd at give det lidt omsorg. Vask dine strigler, tøm striglekassen for unødvendige ting, der bare ligger og flyder, puds sadlen, og smør dine ridestøvler i noget skosværte. Det giver dig overskud, når tingene er iorden.

Copyright Ridehesten.com


3. Tag nogle billeder
Hyg dig med din veninde og leg fotomodeller for en dag. Tag pænt ridetøj på, gør hestene fine og gå i gang! Tag billeder på folden, når i springer eller noget helt tredje. Når du ser, hvor godt du og din hest egentlig ser ud, vil du automatisk få lyst til at ride endnu mere. I ser jo brand godt ud, og de nye billeder vil passe perfekt på din telefon, computer eller evt. facebook.

Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Copyright Ridehesten.com


4. Bag nogle lækre hestegodbidder
Gå ind på google og fin en opskrift på lækre hjemmelavede hestegodbidder. De er billigere end dem, du kan købe i butikkerne, og så er det sjovt selv at lave dem. Det er hyggeligt at forkæle din pony eller hest med hjemmebagte godbidder, og så kan du jo selv bestemme smagen. Skal din hest forkæles med gulerods-, æble- eller måske banansmag?

5. Hold veninde-undervisning
Bliver du nogle gange træt af at have den samme ridelærer og ønsker bare din ridetime overstået? Aftal med en rideveninde, at hun for en dag underviser dig. Det er sjovt, og det er anderledes end det, du plejer. Din veninde har sikkert en masse viden, og så kan hun jo lære dig noget. Det gør dig kun til en bedre rytter, og så er det oven i købet hyggeligt. Næste gang kan I jo bytte roller!

6. Når du ikke er oplagt
Hvis du ikke er oplagt, kan det være dødirriterende at skulle ud at ride. Lyt til din mavefornemmelse, og lav noget, du har lyst til med hesten. Hvis du ikke er oplagt, behøver du ikke tage ud at træne hårdt  på det, I er knap så gode til. Træk din hest en tur i stedet for eller snup en tur uden sadel. Det giver som regel negative resultater, hvis du går i gang med noget, du bare ikke gider. Hvis det er tit, at du ikke får redet din hest, burde du måske overveje en part. Det giver dig mere fritid, og du føler dig samtidig ikke bundet.

7. Tag til et stævne
Det giver en vild følelse at være til stævne. Uanset om du ser andre ride, eller om du selv deltager. Det er fedt at være med til et arrangement, så det hele ikke bare er daglig træning. Det giver et kick at være en del af et stævne eller en opvisning, både som tilskuer og deltager. Når du ser en smuk dressurekvipage lave elegante pirouetter, eller den frygtløse springrytter suse af sted, får du helt sikkert lyst til at efterligne dem og være lige så sej.

8. Når kulden kommer
Vi kender det alle. Det kan være meget fristende at gemme sig under den varme dyne i stedet for at stå i en kold stald og fryse. Men det er faktisk slet ikke så slemt at være i stalden om vinteren, hvis du har noget varmt tøj på( ja, du får det nok tit at vide af din mor, men det er faktisk sandt nok). Hvis du investerer i noget varmt tøj, vil det ikke føles så koldt at besøge hesten i kulden, og du vil have meget mere overskud, når din krop ikke skal bruge energi på at holde sig varm. Du kan f.eks. investere i et par tykke ridesokker, så du ikke får iskolde fødder eller i en dejlig varm dunjakke. Der er ingen undskyldning for at gemme sig indendøre, for der er faktisk rigtig mange lækre sager beregnet til det kolde vejr. Så kom i gang med vinterindkøbene i din rideudstyrsbutik, du vil takke dig selv, når det for alvor bliver koldt!

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner