Rolig hest nytårsaften

29-12-2017 08:30

Sussi Hjort Hollensted

Få adfærdsforsker, Janne Winther Christensens gode råd til, hvordan du bedst får din hest gennem nytårsaften

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Om få dage bliver aftenhimlen oplyst af raketter på årets sidste aften. For de fleste en festaften, men for nogle heste en aften med chok, angst og uro over de mange raketter. Det kan nemlig være ret skræmmende for nogle heste, når det ene brag efter det andet afløser hinanden i, hvad der kan føles som en uendelig kaskade af lysglimt, hvin og brag.
- Jeg har arbejdet med en hest, som var blevet så bange nytårsaften, at den ikke ville ind i stalden i en måned efter. Derfor er hestens skræk for raketter selvfølgelig noget, man skal tage alvorligt. Nogle heste kan være virkelig, virkelig bange, understreger Janne Winther Christensen, lektor på Institut for husdyrvidenskab på Aarhus Universitet. 

Vær godt forberedt
Hvis du ved, at din hest er bange for fyrværkeri, så er ”counter-conditioning” ifølge Janne Winther Christensen en god måde at hjælpe den igennem nytårsaften på.
- Man spiller simpelthen optagelser for sin hest med fyrværkeri, lige før man fodrer den. På den måde vil den begynde at forbinde raketterne med noget rart. Man starter selvfølgelig med at spille optagelser på et meget lavt lydniveau, og skruer først op, når hesten ikke er bange. Er hesten meget bange, skal man starte i meget god tid før nytår med at øve, siger hun. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Gode råd til nytårsaften
Janne Winther Christensen har følgende råd til nytårsaften: 

1. Lad din hest være sammen med andre heste. Gerne med heste, som er rolige.
2. For nogle heste kan afskærmning af vinduerne virke, men vær opmærksom på, at selve afskærmningen kan virke skræmmende på nogle heste.
3. Sørg for at hestene har en masse grovfoder. Især lige omkring midnat. 
4. Bliver din hest meget nervøs, så kan man tage den ud på staldgangen og lave nogle øvelser med den, så den fokuserer på det i stedet for raketterne. Din hest kan nemlig sagtens få skræmt de andre heste, hvis den er meget bange. Så derfor kan det være en god ide at tage den ud på staldgangen og arbejde lidt med den. 
5. Spil musik i stalden. Helst noget musik, hestene er vant til høre. Lad dog være med at spile radio for dem, da der jo nytårsaften, også bliver affyret raketter i radioen. 
6. Sidst men ikke mindst: Sørg for, at der er nogen, der kan se til hestene i løbet af aftenen.

Nogle heste er mere trygge på fold
Hvis dine heste ikke er vant til at være på stald, så anbefaler Janne Winther Christensen, at du lader dem blive på deres fold.
- Heste, der ikke er vant til at stå på stald, kan blive ret urolige over at komme ind i stalden, så lad dem blive på folden. Har man ungheste i løsdrift, der er meget urolige, så er det en god ide at sætte en lidt ældre og roligere hest ind til dem. Kender de ikke den hest, skal det selvfølgelig også gøres i god tid før nytårsaften, så der ikke opstår uro i flokken af den grund, slutter Janne Winther Christensen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner