Nytårs Cup i Herning nærmer sig

11-01-2026 12:13

En ny stævnesæson er netop skudt i gang, og årets første landsstævne i dressur for ponyer står for døren. Arrangørerne bag stævnet er Herning Rideklub, der er i fuld gang med forberedelserne til den traditionsrige Nytårs Cup

Copyright Ridehesten.com
Igen i år byder Herning Rideklub velkommen til Nytås Cup, hvor sæsonen skydes i gang for ponyrytterne. Foto: Privat

I næste weekend, fra den 16.-18. januar, afholder Herning Rideklub den traditionsrige Nytårs Cup i dressur for ponyer. Stævnet er et landsstævne, og markerer samtidig sæsonens første landsstævne i ponydressur, hvor ryttere fra hele landet samles i Herning til tre dages sport på højt niveau. 

Nytårs Cup afvikles over tre dage for henholdsvis kat. III-, II- og I-ponyer. Hver dag findes der vindere i de enkelte klasser, mens de samlede vindere af cuppen kåres på finaledagen søndag. Udover selve cuppen byder stævnet også på PRT- og PRI-klasser hver dag for kat. I- og II-ponyer. 

På Herning Rideklub glæder vi os meget til igen at byde velkommen til Nytårs Cup. Stævnet er efterhånden blevet en fast tradition, og vi arbejder hvert år på at gøre oplevelsen endnu bedre til gavn for ryttere, ponyer og tilskuere, fortæller arrangørerne. 

Copyright Ridehesten.com
Sidste års vinder af Nytårs Cuppen for kat. II-ponyer: Agnes Ørnskov Beier og Timm's My Fritz. Foto: Privat

Fredag skydes stævnet i gang med Nytårs Cup for kat. III-ponyer i LA3, hvorefter kat. II rider PRT og kat. I følger efter i PRT. Dagen afsluttes med en almindelig B-klasse i PRI. Lørdag fortsætter cuppen med LA4 for kat. III, PRM for kat. II- og I-rytterne, mens dagen igen afsluttes med en almindelig klasse, denne gang en PRT. Søndag er den store finaledag, hvor kat. III-rytterne rider LA4, mens kat. II- og I-rytterne skal i aktion i deres kür, hvor vinderne af Nytårs Cuppen findes. 

Derudover er der mulighed for banetræning allerede fra torsdag, hvor ponyerne og deres ryttere ligeledes indlogeres på Herning Rideklub. Man kan stadig nå at tilmelde sig stævnet på DRF Go!, hvor sidste tilmelding er i dag, den 11. januar. 

Vi har gennem de seneste år gjort os mange erfaringer, som vi tager med videre, så vi hele tiden kan udvikle stævnet. Nytårs Cup er en særlig begivenhed for os, og vi ser frem til at åbne den nye sæson i Herning, lyder det fra arrangørerne. 

Med Nytårs Cup 2026 er der dermed lagt op til tre spændende dage med flot ponydressur og masser af fællesskab og stemning i Herning Rideklub. 

Stævnet kan følges på Equipe. 

Copyright Ridehesten.com
Herning Rideklub glæder sig til at byde ponyrytterne velkomne. Her fra sidste års banetræning inden stævnet for alvor gik i gang. Foto: Privat
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner