Når der står 'Hest' på skemaet

07-08-2018 12:42

Marie Helene Rigård Rohleder

Det er ligemeget om du rider dressur, spring eller noget tredje. For som Hestemanager bliver faglært i faget Hest. En uddannelse fuld af smagsprøver på mange dele af hesteverdenen

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

En ranch i USA, en springstald i Holland og en galopstald i Danmark. Alle tre steder hvor du kan være i praktik som dyrepasser med speciale i heste: En Hestemanager.

Som Hestemanager skal du kunne lidt af hvert. I løbet af uddannelsen skal du opbygge et stærkt fagligt fundament til at agere ud fra, når du passer og træner heste.

Michelle Holm Kristiansen er 23 år gammel og læser til Hestemanager på Roskilde Tekniske Skole. Hun drømmer om at blive dyrlæge og starte sin egen træningsstald.

Copyright Ridehesten.com
Michelle Holm Kristiansen træner Queen, som er en af skolens 14 heste.

For Michelle Holm Kristiansen er en vaskeægte dressurtante. Hun kan bare ikke få nok af ridningens svar på klassisk dans.

“Jeg er perfektionist og 100% kontrolfreak. Derfor går jeg på Hestemanageruddannelsen, fordi jeg vil være rigtig dygtig til alt om heste,” siger Michelle Holm Kristiansen.

Derhjemme har hun tre dressurheste, som hun rider stævner på. Og så er hun også begyndt med lidt hobbyavl.

På skolen er hun rigtig glad for, at undervisningen veksler mellem teori og praksis. For det giver de optimale læringsbetingelser for Michelle Holm Kristiansen.

“På skolen lærer jeg at ride mange forskellige typer heste. Det er super spændende og lærerigt, fordi jeg bliver bedre til at omstille mig som rytter,” siger Michelle Holm Kristiansen.

Copyright Ridehesten.com
Michelle Holm Kristiansen vil gerne være så dygtig til dressur som muligt.

Fra dressur til galopjockey til gardehusar

En anden dressurtante på uddannelsen er Michelle Welsø på 18 år. Hun tager en eux-uddannelse, som betyder at hun går i gymnasiet samtidig med, at hun uddanner sig til dyrepasser. En 2 i 1 uddannelse.

Nyheden fortsætter efter annoncen

“Jeg har altid redet dressur, men faktisk så er jeg i praktik på Klampenborg Galopbane hos galoptræner Bent Olsen. Det er meget anderledes end dressur, men rigtig sjovt og lærerigt,” siger Michelle Welsø.

I fremtiden vil hun gerne ind på Gardehusarregimentets Hesteskadron. Et eksempel på de mange forskellige veje, som eleverne kan vælge at gå både under og efter uddannelsen.

Copyright Ridehesten.com
Michelle Welsø tager sin studentereksamen samtidig med, at hun bliver dyrepasser - en såkaldt EUX.

For som Hestemanager skal du respekterer forskelligheden. Vores hesteverden er en kæmpe buffet med noget for enhver smag, og det får eleverne lov til at smage på.

Tidligere landsholdsrytter vil være Hestemanager
I den anden boldgade springer Sandra Hansen på 29 år rundt. Hun er en garvet springrytter og har redet på landsholdet for pony, junior og young rider i perioden 2001 til 2007. Derfor har hun også fået merit og behøver ikke at komme i praktik. Så det er kun skoleundervisningen, som hun deltager i.

“Selvom jeg har en masse erfaring, så udvikler jeg også min ridning på skolen, fordi jeg får lov til at ride unge og uerfarne heste, som jeg kan arbejde med. Og så er det altid godt, at få øvet balance og opstilling,” siger Sandra Hansen.

Hun er også stor tilhænger af uddannelsens forskellighed, og den store vekslen mellem praksis og teori.

“Jeg kan ikke sidde i et klasselokale en hel dag. Jeg vil være udenfor og i stalden med hestene, og det kan jeg som Hestemanager. Her er der ikke en dag, som er ens,” siger Sandra Hansen.

Copyright Ridehesten.com
Sandra Hansen har tidligere redet på landsholdet i spring og deltaget ved EM Schweiz i 2005 for junior, hvor hun blev næstbedste dansker.

For fremtiden drømmer hun om at skabe sit eget firma med tilridning, træning og kommission af heste og undervisning.

Og det giver uddannelsen som Hestemanager god mulighed for. De tre kvinder er glade for at gå på skolen, for her får de lov til at uddanne sig i hest - Deres yndlingsfag!

Denne artikel blev første gang udgivet på Everhorse.dk (som er ejet af Mediehuset Wiegarden, der også driver Ridehesten.com) 

   

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner