Dyrepasseren er faglært i hest

24-07-2018 13:49

Marie Helene Rigård Rohleder

Plejer er død, hvis du vil være dyrepasser med speciale i heste. For her er det fagligheden og den gode hestevelfærd, som er i højsædet

Copyright Ridehesten.com
Berider Peter Kobbernagel har arbejdet på Roskilde Tekniske Skole i otte år.
Nyheden fortsætter efter annoncen

-Når vores elever er færdige her, er de faglærte. Så ved de, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til velfærd, træning og hold af hest.

Så klart kan det siges. Dyrepasseruddannelsen med speciale i hest, som i dag kaldes Hestemanager, uddanner dig i faget: Hest. Det er det første faglærer og international koordinator, Pernille Bjerre, fortæller, da hun skal præsentere uddannelsen som Hestemanager.

“Vi bruger ikke ‘Sådan plejer vi at gøre’ eller ‘Jeg synes’. For os handler det om, at eleverne kender den sidste nye viden og ved, hvordan de skal handle ud fra det,” siger Pernille Bjerre.

På Roskilde Tekniske Skole kan du uddanne dig til dyrepasser med speciale i hest. Læs mere her. 

Uddannelsen kan tages både som en almindelig erhvervsuddannelse (EUD) og som en EUX, hvor du kombinerer erhvervsuddannelsen med en gymnasial eksamen. I det sidste tilfælde kan eleverne kombinere dyrepasseruddannelsen med det tekniske gymnasium (HTX).

Plads til forskellighed
God hestevelfærd er omdrejningspunktet på skolen. Eleverne undervises blandt andet i fysiologi, sygdomme, fodring, staldarbejde og arbejdsmiljø. Og så er der selvfølgelig ridningen.

Skolen har ansat en berider, og der undervises primært i engelsk dressur. Men eleverne kommer med mange forskellige baggrunde for hesteverdenen, for der skal være rum for forskelligheden.

“Indenfor ridefeltet er der mange nye sidegrene, og det giver udfordringer i min undervisning. Hesteverdenen er ikke bare sort/hvid, og det skal eleverne kunne tage til sig på en positiv måde. Så længe der er god hestevelfærd, og dyrene har det godt. Så skal der være plads til, at vi gør tingene på forskellige måder,” siger Peter Kobbernagel, berider og faglærer.

Copyright Ridehesten.com
“Vi er egentlig meget forskellige som undervisere, men vi komplimenterer hinanden rigtig fint,” fortæller Pernille Bjerre (th).Hun står ved siden af Peter Kobbernagel i midten og Louise Mølbak til venstre.

Udover dressuren arbejder eleverne med spring, mønstring, longering, miljøtræning, jordarbejde, og så lærer de at undervise hinanden. For rollen som formidler er særlig vigtig som Hestemanager.

“Vores elever skal kunne lidt af hvert, og de skal have respekt for hinandens forskelligheder. Så westernrytteren kan inspirere dressurrytteren og omvendt. I løbet af deres uddannelse skal de komme op og ride på et niveau, der svarer til LA,” siger Pernille Bjerre.

Nybegynderen er den bedste
Selvom du ikke kan ride, er du stadig velkommen på uddannelsen til Hestemanager. For de tre undervisere mener det, når de bryster sig af at have plads til alle grene af vores forunderlige hesteverden.

Nyheden fortsætter efter annoncen

“Nogle af de bedste elever er dem, som ikke har siddet på en hest før. For de skal lære det hele fra bunden. Det er tit nemmere at forme sådan en elev, så længe personen har vilje og lyst til at lære. For nybegynderne medbringer ingen stor bagage af forudindtagede holdninger,” siger Peter Kobbernagel.

Han fortæller videre, at de nogle gange optager de eksempelvis hestepiger, der er lukket for ny viden, fordi de kommer fra en stald med hestefolk, som gør tingene af vane.

“En af vores største succeser er, når vi kan åbne op for sådan en elev. Eleverne skal være nysgerrige og have lyst til at lære nyt,” siger Peter Kobbernagel.

Fremtiden i en virksomhed
Uddannelsen består af  grundforløb og hovedforløb. På hovedforløbet veksler man mellem praktik og undervisning på skolen. Flere af eleverne er i praktik i udlandet, og uddannelsen byder også på en studietur i løbet af skoleperioden.

Louise Mølbak, der er faglærer og hovedforløbskoordinator på dyrepasseruddannelsen, fortæller, at hun underviser efter, at klæde eleverne bedst muligt på til fremtiden. De skal lære at kunne begå sig i en virksomhed.

“Eleverne skal kunne forstå helhedsbilledet i en stald. De skal kunne arbejde selvstændigt og fungere i en større virksomhed med alt hvad det indebærer af økonomi og hestehold. Det er vigtigt, at de lærer at indgå i et team, hvor man bruger hinandens kompetencer på bedst mulig vis,” siger Louise Mølbak.    

Hun fortæller endvidere, at som Hestemanager kan du typisk få job i en stald som leder, mellemleder og underviser.

Faglighed frem for alt
Som de fleste andre steder i livet, peger pilen altid tilbage på lysten. Det skal være lysten, der driver værket.

Sådan ønsker de tre undervisere det også for deres elever. En hest er en hest, og som Hestemanager lærer du at træne og holde hest.

“En Hestemanager skal have respekt for forskellighed og brug af faglighed i alt, hvad man foretager sig,” afslutter Pernille Bjerre.  

Artiklen er tidligere udgivet på everhorse.dk, som ejes af Mediehuset Wiegaarden, der også driver ridehesten.com

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner