Anna Pørtner
Dressursporten har mistet to af dens mest betydningsfulde heste. Valegro og Uthopia – hestene, der sammen løftede britisk dressur til uanede højder – er begge gået bort med få timers mellemrum. Nyheden er i dag bekræftet af Carl Hester, der stod bag deres træning, karriere og liv efter sporten.
De to heste er født med blot 15 måneders mellemrum, fulgtes ad op gennem karrieren og tilbragte deres pensionisttilværelse side om side på Hesters gård i Gloucestershire. At de nu også har forladt verden samme dag, beskriver Hester både som hjerteskærende, men også på en eller anden måde smukt. De var to halvdele af den samme historie, fortæller han.
Et farvel, der rammer en hel verden
Ifølge Carl Hester forlod begge heste verden helt fredeligt, omgivet af deres faste team. Begge havde gennem de seneste år levet et liv i ro med faste rutiner, græsfold, daglige skridtture og kærlig pleje. Selvom deres helbred havde været svækket af alderdom, kom det som et chok, at de begge skulle forlade verden samme dag.
– De har altid været uadskillelige i vores fortælling. De gav alt for os, for sporten, for Storbritannien. Det føles som afslutningen på et kapitel, vi aldrig var klar til at lukke, skriver Carl Hester i et Facebook-opslag.
Nyheden har allerede udløst reaktioner fra hele verden. Fra ryttere til fans, fra nationale forbund til tidligere konkurrenter. Mange beskriver dagen som den mørkeste i britisk dressur, måske nogensinde.
Valegro - den bedste dressurhest verden nogensinde har set
Valegro e. Negro/ Gershwin blev 23 år gammel, og gik under kælenavnet Blueberry. Han blev i 2010'erne et globalt fænomen, og partnerskabet med Charlotte Dujardin ændrede ikke bare britisk dressur, det ændrede sportens standarder på verdensplan.
Valegro opnåede det, der næsten anses som umuligt i nutidens sport. Han vandt olympisk guld individuelt og for hold i 2012 og individuelt bronze i 2016, brød verdensrekorder i Grand Prix, Grand Prix Special og kür – rekorder som stod i årevis og dannede referencer for, hvad der overhovedet var muligt. Han var kendt for sin enestående mentalitet, sin stabilitet og viljen til altid at give mere.
– Han gav mig så meget, jeg kan ikke bede om mere, sagde Dujardin engang til Nöelle Floyd i et interview om, hvorfor der aldrig er en anden hest, der kan tage hans plads.
I 2016 blev Valegro pensioneret efter en imponerende karriere, og selv derefter har han været en af verdens mest berømte dressurheste. Hans offentlige afsked ved det internationale julestævne Olympia Horse Show er stadig et af de mest sete klip i ridesportens historie. Publikum græd, ryttere græd, dommere græd, det var en ægte verdensstjerne, der sagde farvel til stævnebanerne.
I 2021 fik Valegro sin egen bronceskulptur i Newent – byen hvor han boede. Statuen blev finansieret gennem donationer fra fans verden over, og står den dag som et symbol på den taknemmelighed og kærlighed, han har givet til folket gennem sin fantastiske karriere.
Han er desuden hovedperson i flere bøger, både biografier og børnebøger, som forsøger at fange den sjæl og personlighed, der gjorde ham unik. Carl Hester har blandt andet skrevet bogen "Valegro: Champion Horse", der fortæller om hingsten fra hans opvækst til toppen af dressurverdenen. Tilmed har Charlotte Dujardin skrevet om sit samarbejde med Valegro og deres helt særlige bånd i bogen "The Girl on the Dancing Horse". Hans livshistorie er blevet fortalt til et globalt publikum, og den vil fortsætte med at inspirere kommende generationer i årevis.
Uthopia - krigeren der aldrig gav op
Hvis Valegro var superstjernen, var Uthopia den tekniske perfektionist. Han blev 24 år gammel og var efter Metall/ Inspekteur. Sort, udtryksfuld og med en lethed i bevægelsen, som dommere og ryttere i årevis fremhævede som idealet for moderne dressur.
Med Carl Hester i sadlen var Uthopia med på det britiske hold, der i 2012 vandt nationens første OL-guld i dressur side om side med Dujardin og Valegro. Hester og Uthopias Grand Prix Special ved samme OL står stadig som et af hingstens smukkeste ridt, og et af de mest betydningsfulde i britisk dressurs historie, hvor Hester og Uthopia tog sejren med 77,720%.
Modsat Valegro havde Uthopia et liv, der var præget af finansielle konflikter, konkursboer og ejerskabsstridigheder, der fulgte ham igennem store dele af karrieren. I 2016 kulminerede det, da han som pensioneret 15-årig blev sat til salg på en international onlineauktion – offentligt og mod Carl Hesters vilje.
Auktionen udløste opstandelse i ridesporten. Flere store profiler kaldte situationen uværdig og et mareridt for en olympisk helt som Uthopia. En anonym køber trådte i sidste øjeblik til og sikrede, at hesten ikke blev eksporteret eller solgt til ukendte forhold. Hingsten blev i stalden hos Carl Hester, og der forblev han resten af sine dage.
At hans historie sluttede i fred og tryghed var for mange en trøst, og tidligere på året fortalte Hester til det britiske medie Horseandhound, at han altid har vidst, at ingen nogensinde kunne elske ham, som han gjorde. At han fik lov at blive hos Hester, var en af de største lettelser i hans liv.
Uthopia var i mange år kendt som det perfekte eksempel på, hvad klassisk, britisk dressuravl kunne frembringe: lethed, ridelighed og teknisk præcision. Nogle af hans mange afkom har allerede markeret sig flot i sporten, og hans indflydelse på avlen vil fortsætte år endnu.
To historier, ét eftermæle
Selvom Valegro og Uthopia havde meget forskellige personligheder og karriereforløb, var de begge uerstattelige figurer i Storbritanniens dressurhistorie. Deres fælles OL-guld i 2012 står som et monument over britisk dressur, som et øjeblik, der redefinerede nationens plads i international dressur. At de nu har forladt verden sammen, føles for mange som et poetisk, omend hjerteskærende punktum.
Nyheden om hestenes død har sendt chokbølger gennem hele ridesporten. Tidligere konkurrenter beskriver hestene som once-in-a-lifetime-heste, fans har allerede lagt blomster og breve ved Valegros statue i Newent, og sociale medier er fyldt med hyldester, videoklip og personlige fortællinger.
Med Valegro og Uthopias død er en af de mest betydningsfulde kapitler i dressursporten nu lukket. De var ikke blot olympiske vindere – de var en del af en kultur og nationale symboler såvel som en inspirationskilde for millioner af mennesker verden over. Deres arv vil leve videre i statuen, i bøgerne, i afkom og i de utallige mennesker, der har lært, grædt, jublet og drømt på grund af dem.
Se Carl Hesters rørende opslag herunder:
