Cecilia Lindahl
Pelsskiftesæsonen er lige om hjørnet. Ældre heste kan af forskellige årsager have sværer ved både at komme af med deres pels og lægge en ny pels, men der kan også være ubalance i deres krop og hormonelle system, således at deres pelsskifte enten er forsinket eller for tidligt på den. Men heste i alle aldre kan være påvirkede af pelsskiftet, da det er en ressourcekrævende proces. Understøttende tilskud er derfor ofte en nødvendighed i denne periode.
Skæl i pelsen
Det er normalt og en naturlig proces, at heste har skæl i pelsen omkring pelsskifte. Dette har ikke nødvendigvis noget med nedsat sundhed at gøre, men når det nye hår vokser frem, skubbes det gamle ud og døde hudceller vil følge med håret. At bade hesten er heller ikke altid en fordel, da det kan gøre hesten mere tør i huden, ligesom det kan påvirke hestens hudflora og forsvar. Men at strigle og massere hesten kan øge blodcirkulationen i huden og øge blodtilførslen og dermed næringsstoftilførslen til hårrødderne.
Pelsskifte, træthed og blodmangel
Pelsskifte sker to gange om året hos en sund og rask hest. Det kræver en del næringsstoffer og energi. For nogle heste kan denne ressourcekrævende proces betyde, at de er længere tid om at smide pelsen, eller at de ændrer adfærd i pelsskifteperioden. Hesten kan blive sløv og træt, da der i denne periode er et øget behov for næringsstoffer og energi. Hesten kan endda være så påvirket, at dens blodprocent falder, hvilket kan tage lang tid at rette op. For at undgå skader kan det derfor være en god idé at sætte hesten lidt ned i træning i pelsskifteperioden samtidig med, at man gennem foderet sørger for dækning af det øgede behov.
Læs meget mere om pelsskifte i oktober-nummeret af magasinet Ridehesten fra 2018.