Sådan kommer du i gang med changement

12-08-2018 11:00

Marie Helene Rigård Rohleder

Træning:  Changement er en af de svære øvelser i dressuren. Når ekvipagen har godt styr på galoppen, så kan de begynde at øve changement. Læs Hasse Hoffmanns gode råd til at indøve changement her

 

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Når man uddanner en hest opbygger man et fælles sprog i form af brugen af hjælpere. Herpå kan man bygge videre og øge sværhedsgraden i øvelserne. En af de svære øvelser i dressurens smukke kunst er et changement.

At changere betyder at skifte galop. Øvelsen udføres i luften i fremdrift, ligesom øvelsens tyske navn ”fliegende veksel” indikerer.

Dansk Ride Forbund beskriver changement som: ”Øvelsen udføres ved, at hesten fra at galopere til den ene side skifter til at galopere til den anden side uden mellemfaldende trin eller skridt, men direkte fra den ene galop til den anden. Changementer á tempo, i daglig tale changementer, kan også udføres i serier fx: for hvert 4., hvert 3., hvert 2., og for hvert galopspring.”

Styr på galoppen inden changement
Den anerkendte berider Hasse Hoffmann skriver i sin bog ”Dressur med hjerte og forstand – Fra unghest til Grand Prix”, at jo bedre balance hesten har, og jo lettere den reagerer på rytterens signaler, jo lettere er det at lære hesten at changere.

Det er derfor rigtigt vigtigt, at man først begynder at øve changementer med sin hest, når der er styr på galoppen. Hesten skal have den rette bæring og svare bedre for hjælperne, førend man begynder på et changement.

Inden man går i gang med at indøve changement er det vigtigt, at hesten kan springe an til indvendig og udvendig side uden problemer. Det gælder både fra skridt, trav, parade og tilbagetrædning.

Changement: Sådan!
Hasse Hoffmann forklarer i bogen ”Dressur med hjerte og forstand”, at changementer skal læres fra ligeudretning. Han foretrækker at indøve øvelsen på langsiden efter kontragalop, for derigennem at opnå optimal bæring, og at hesten lander efter changementet i balance.

Han skriver: ”Kommer man for eksempel på højre volte i venstregalop, rider man kontragalop gennem kortsiden og efter hjørnepassagen retter man hesten op, forbereder den og giver signalet til changement.”

I starten kan rytteren ikke forvente, at hesten er helt lige i changementet, men i takt med at hesten lærer øvelsen bedre, så kan rytteren begynde at ”lukke rammen” omkring hesten ved at støtte op på den udvendige tøjle og få hesten mere ligeudrettet i selve changementet.

Signalet til changement
Hesten skal galopere rummeligt og bruge sin ryg i changementet. Rytteren skal mærke galoprytmen og kunne engagere sin hest gennem 2-3 galopspring, så signalet til changement ikke kommer som en overraskelse for hesten.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det følgende er et eksempel på rytterens hjælpere til signalet for et changement fra bogen ”Dressur med hjerte og forstand”:

Vi forudsætter, at hesten skal changere fra venstre- til højregalop, altså skal hesten changere for rytterens udvendige schenkel, den venstre. Man lægger den venstre schenkel tilbage for at få hesten til at changere til højregalop.

Når man har passeret hjørnet i kontragalop, retter man hesten op gennem en halv parade. Hesten skal ikke stilles til højre men gå ligeudrettet i kontragaloppen, med en anelse indtrækning af den højre skulder. Den indvendige side er pr. definition den side hesten skal være stillet til i den pågældende øvelse.

I en halv parade gives hjælpen med den kommende udvendige schenkel, altså venstre, som flyttes tilbage fra gjorden samtidig med, at højre schenkel flyttes frem til gjorden. Det er vigtigt at give hjælpen, når hesten er på vej op i svævningsmomentet i galoppen.

Den tidlige indvendige tøjle, bliver nu modholdende, understøttende, så hesten ikke kommer til at bøje sig til den kommende indvendige side. Det giver plads til, at det kommende indvendige bagben kan føres frem og ind under hesten.

Husk at rose hesten!

Når du så skal til at lære din hest at lave seriechangementer, så er det vigtigt, at det sker langsomt og uden pres. Hellere øve dig lidt længere tid på at opnå gode kvalitet i dine enkeltchangementer først.

Hasse Hoffmanns slutter af med at pointere, at du opnår kvalitet i dine changementer ved god forberedelse, timing og et afpasset signal.

Læs meget mere om dressurens svære kunst i bogen ”Dressur med hjerte og forstand” af Hasse Hoffmann, som kan købes her.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner