Gør hesten vinterklar

26-09-2013 06:52

Efteråret er så småt over os og vinteren venter forude, så nu er det tid for at forberede sig og hesten på koldere tider med frost, mudder og alt, hvad dertil hører - bliv klar til den nye sæson med disse 10 gode råd

Copyright Ridehesten.com

10 gode råd til hesteejeren - bliv klar til efterår/vinter:

1. Forebyg mudder, fx på folde og ved stalde ved at sørge for dræning og ved at lægge sand/grus/flis eller lignende ud på udsatte steder.

2. Dækkener og tæpper. Får hesten brug for vinterdækkener, skridttæpper, sveddækkener og lignende, så er det nu de skal repareres/vaskes og klargøres efter sidste sæson eller nye skal indkøbes.

3. Klipning. Hvis hesten får lang/tyk vinterpels og har problemer med megen sved, som kun langsomt tørrer, så kan det være en god idé at klippe den og nu er det tidspunktet for at få set klippemaskinen efter, få slebet skær mv.

4. Ormeprøve. Hestene bliver nemt inficerede med orm hen over sommeren gennem græs og fluer/bremser. Derfor er det en god idé at få hesten tjekket for orm om efteråret, hvilket gøres ved at indlevere en frisk gødningsprøve til dyrlægen.

5. Tilpas foderplanen. Efterhånden som der bliver mindre græs og hesten måske kommer mere på stald, er det vigtigt at tilpasse foderplanen herefter. Har hesten taget på hen over sommeren, så kan man bruge efteråret til at slanke den igen, og hvis den omvendt har for vane at tabe sig hen over vinteren, så bør man også tidligt tage hensyn til det i foderplanen.

6. Muk. Våde folde og mudder fører ofte til et velkendt efterårs- og vinterproblem, nemlig muk. Forsøg at undgå, at hesten udsættes for fugt og mudder over for lange perioder og efterse hestens ben hyppigt, så lidelsen kan behandles tidligt.

7. Sundhed. Tjek hestens vaccinationer og få evt. dyrlægen til at efterse dens tænder, så den er klar til den nye sæson.

8. Græs. Forfangenhed forbindes oftest med det friske græs først på sommeren, men kolde nætter øger sukkerindholdet i græsset, så hvis hesten har tendens til forfangenhed, så bør man overveje, hvor meget græs den skal have adgang til i denne periode.

9. Sommerudstyr, som insektdækkener, insektmasker og lignende rengøres/repareres og lægges til side til næste sommer. Opbevar samtidig væsker, som hesteshampoo, insektspray og andet udstyr et frostfrit sted.

10. Efterse stald og fold. Når jorden først er frossen, er det svært at skifte hegnspæle mv., så det kan være en god idé tidligt at efterse hegnet om de folde, der skal benyttes om vinteren. Efterse også isolering af fx vandrør og vandkopper i god tid.

Kilde: Horse & Hound.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner