Endnu en succesfuld spring-clinic

10-01-2024 10:07

Trine Askjær-Jørgensen

Igen blev der udsolgt af pladser til en clinic i regi af Dansk Springhesteavl – denne gang i Holte, hvor den svenske VM- og EM-holdguldvinder Jens Fredricson var i panelet

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I foråret 2023 etablerede Dansk Varmblod et nyt projekt med navnet Dansk Springhesteavl for at understøtte og forhåbentlig udvikle avlen af springheste i forhold til kvalitet, men i høj grad også kvantitet. Herhjemme producerer engagerede avlere af springheste kvalitetsheste, som er begyndt at gøre sig gældende på de internationale konkurrencebaner, der produceres blot for få af dem. Ca. 500 springføl bliver der født i Dansk Varmblod på årsbasis, og et hovedformål med det nye springhesteprojekt er at forsøge at øge antallet af springheste i forbundet.

Forskellige clinics, debataftener med mere skal være med til at skabe interesse for springhesteavlen, og medlemmer fra Dansk Varmblods regioner, ryttere og avlere, der pt. ikke avler i Dansk Varmblods regi, skal i gang med at diskutere og komme med forslag til, hvor vi herhjemme kan udvikle et fællesskab omkring springhesten og -sporten, til gavn for udviklingen.

Hos Schou Absolute Horses blev der i oktober totalt udsolgt til en aften over temaet "Den moderne springhest". Det samme var tilfældet i Holte, hvor den samme clinic/workshop blev afviklet tirsdag aften den 9. januar på Holte Ridecenter. Andreas Künnemann havde samlet syv heste i alderen fra 5-8 år, og de blev brugt til demonstration og samtale om den moderne springhest.

Landstræner og medlem af Dansk Varmblods avlsledelse i springning Bo K. Møller var genganger i panelet, idet han også var med hos Absolut Horses, hvor Andreas og Christian Schou fik deres ryttere til at vise nogle af deres ungheste. I panelet i Holte deltog den tidligere landsholdsrytter og landstræner Lars Nørgaard Pedersen, som sammen med Året hingst i Dansk Varmblod, Bøgegården Gladiola e. Bøgegårdens Graf's Stakkato/ Bøgegårdens Apollo (opdr. Stina og Jørgen Schmidt) har vundet DM i springning tre år i træk. De to danske toptrænere blev suppleret af den svenske toptræner og internationale springrytter Jens Fredricson, som var med på det guldvindende svenske hold ved VM i Herning 2022 og EM i Milano sidste sommer.

Copyright Ridehesten.com
Fra venstre Bo K. Møller, Jens Fredricson, Lars Nørgaard Pedersen, Flemming Schultz og Rolf Momberg fra Brogaarden. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Fyldt til sidste plads
De foreløbig tre arrangementer i Dansk Springhesteavls regi har trukket fulde huse, og i Holte var der ca. 500 tilskuere.

Under ledelse af panelet blev ryttere og heste guidet og undervist for derigennem at belyse de enkelte hestes færdigheder og potentiale i forhold til, hvad den internationale topsport forlanger af den moderne springhest.

Copyright Ridehesten.com
Jens Fredricson. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Søg det perfekte
Jens Fredricson åbnede aftenens clinik med at tale til avlerne. Han talte om vigtigheden af at give hesten de bedste forudsætninger fra føl ved at være sikker på, man fodrer på rette vis, passer føl, plage og ungheste med ormekur, beskæring med videre, så man får lavet en sund og holdbar hest til rytteren. Selv vælger han altid at købe heste i Sverige, fordi han ved, hvordan hesten er blevet opdrættet, passet og motioneret under opvæksten. Det er noget, han anbefaler, at rytterne også tænker over i Danmark.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Også springhesten skal uddannes i alle tre gangarter, den skal gå ligeudrettet i god selvbæring, man skal have disciplin i sit arbejde, hesten skal være let på tøjlen, den skal arbejde bagfra og gå for lette hjælpere, og den skal forstå og reagere på rytterens hjælpere, understregede den svenske toprytter.

– Søg efter perfektion i alt det du gør, sagde Jens. Han bad flere gange rytterne om at lave et nyt anspring eller en bedre og mere korrekt overgang.

Det var ikke en clinic, hvor man søgte efter kun at vise det perfekte. Hvis en af hestene fik problemer med at forstå eller udføre det, den blev bedt om, blev opgaven gjort lettere. Noget man altid skal have med i sin træning af hestene, understregede Lars Nørgaard Pedersen. Det blev tydeligt vist under cavalettisarbejdet, hvor den yngste hest havde lidt udfordringer med at slappe af i de nye rammer med mange tilskuere på lægterne. Der blev givet tid til, at hesten fandt ind i opgaven, forstod det, den skulle først i skridt over cavalettis og dernæst i trav – hele tiden med tid og ro.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Gør jer umage
Lars Nørgaard Pedersen fulgte op og underviste de to næste ryttere og hestekombinationer, og han var fuldt på linje med Jens Fredricson i hans ønske om, at rytterne gjorde sig umage i alt, hvad de gjorde med hestene undervejs i træningen. At hestene blev arbejdet lige meget på begge volter, at der blev redet temposkift, overgange, og at rytterne ikke blot lod hesten gå op ad barrieren, men red hestene på andet eller tredje spor, for at kontrollere hestens ligeudretning og balance.

Bo K. Møller underviste de sidste to ryttere, som red de ældste og mest uddannede af de syv heste, vi blev præsenteret. Bo arbejdede som sine kolleger med detaljerne, også i forhold til, hvordan rytterne kom til springet; at hesten var ligeudrettet i kroppen i afsættet, og at rytterne fik fundet den rette rytme på banen.

Det blev i det hele taget en aften, hvor de tre toptrænere fik delt ud af deres viden og engagement til publikum. Tusind tak for en fantastisk aften og tak til rytterne for at præsentere deres heste for publikum.

Fakta
Heste og ryttere til clinic i projekt Dansk Springhesteavl i Holte

Hold 1

  • Ida Mundberg Hansen og Tütchen e. Toys/ Corrington
  • Sofia Sjøgren og Cicia Z e. Cicero/ Air Jordan Z (opdr. Michael Weisbjerg)
  • Ulrich Gaarslev og El Nino 111 Ze. El Barone 111 Z/ Action-Breaker

Hold 2

  • Mathilde de Neergaard og Calorius e. Cancara/ Chartago (opdr. Jens Peter Schmidt)
  • Charlotte Kondrup og Temba e. Balou/Alicante (opdr. Kristina Kristensen)

Hold 3

  • Ida Mundberg Hansen og Aura Ravnes-Have e. Cantolar/ Favorit Ask (opdr. Kirsten og Kjeld Christensen)
  • Ulrich Gaarslev og Merlijn-YT e. Eldorado van Zeershoek/ Lancelot

/Varmblod.dk

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner