Thomas Bach Jensen
Berider Dennis Fisker, der har været ansat i Hjallerup Rideklub siden december 2014, har fået et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Han skal 1. august tiltræde en drømmestilling på Julianelyst Gods hos landsholdsrytter i dressur Agnete Kirk Thinggaard, hvor han selv vil få mulighed for at efterleve sine drømme.
Dennis Fisker har været utroligt glad for sin tid i Hjallerup og har haft et fantastisk samarbejde med bestyrelse, ryttere og forældre.
- Alt har været godt i Hjallerup, og jeg er selvfølgelig ked af at forlade en god klub, hvor alt fungerer, og der er en række talentfulde ryttere. Men min nye mulighed kan jeg bare ikke sige nej til. Det er en drøm for mig, siger Dennis Fisker.
Hos Hjallerup Rideklub er man selvfølgelig utroligt kede af, at klubben nu igen skal finde ny berider. Men klubben er fuld af optimisme, og har netop indviet et ridestadion til 2,4 mio. kr. Næstformand Charlotte Boddum har i år modtaget DRF’s pris som årets klubleder.
- Dennis er meget vellidt af alle for hans gode humør og store kompetence. Rytterne og klubben har blomstret i hans tid i Hjallerup. Vi er kede af at sige farvel til ham, men vi er allerede trukket i arbejdstøjet for at finde en ny løsning fortæller Charlotte Boddum.
/Pressemeddelelse.
Hjallerup Rideklub ser frem til at afholde C- og B-stævne på det helt nye ridestadion i den første weekend i juli og meddeler, at der netop er udskrevet en ekstra MA-klasse, så lilleturshestene også kan gå tre starter efter gældende regler for inddeling af sværhedsgrader