Zick Flower fra Blue Hors til Agnete

18-11-2016 08:16

Den 8-årige dressurhest Zick Flower har som et led i det tætte samarbejde mellem de to parter skiftet stald fra Blue Hors i Randbøl til Julianelyst i Østbirk, hvor dens nye rytter Agnete Kirk Thinggaard nærer store håb til den talentfulde vallak

Copyright Ridehesten.com
Allan Grøn og Zick Flower vandt 2. afdeling af Bundgaard Byg Cup på Broholm tidligere på året.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er nu otte år siden, at Blue Hors købte det tiltalende sorte hingsteføl Zick Flower af avleren Andreas Gregersen. Faderen til Zick Flower er den internationalt anerkendte avlshingst Blue Hors Zack, der nu også har fået sit internationale gennembrud i Grand Prix-dressur, og morfaderen er den internationalt succesfulde Grand Prix-dressurhingst Blue Hors Romanov.

Zick Flower viste tidligt tegn på at leve op til sin stærke præstationsafstamning og vandt således som 5-års Dansk Varmblods Blue Hors Unghestechampionat i Herning under Blue Hors-berider Allan Grøn med intet mindre end 928 point og opnåede topkarakteren 10 for ridelighed og kapacitet.

På den internationale unghestescene red Allan Grøn og Zick Flower sig i finalen ved UVM i tyske Verden både som 5- og 6-års, og ved det uofficielle VM for 7- og 8-års heste i Verden sidste år sluttede ekvipagen som bedste 7-års. Sidenhen har de med succes startet flere Prix St. Georges og Intermediaire-klasser, og vandt 2. kvalifikation ved Bundgaard Byg Cup på Broholm i sommer.

Den danske dressurlandsholdsrytter, Agnete Kirk Thinggaard, der i år red sit første OL på sin nuværende førstehest, Jojo Az, har i længere tid været på udkig efter en talentfuld hest, der på sigt kan blive hendes Grand Prix-partner på den internationale dressurscene. Derfor faldt det naturligt at se nærmere på konkurrencehestene hos samarbejdspartneren Blue Hors.

Agnete har nu haft Zick Flower i stalden på Julianelyst i en måned, og hun er meget begejstret og føler sig overbevist om, at han har det, der skal til for at kunne klare det store spring fra lilletur til Grand Prix.

– Zick Flower er den slags hest, der er rigtig svær at finde. Hans alder på 8 år er perfekt i forhold til mine mål, han er utrolig veluddannet og talentfuld, og så har han meget let ved at udføre de svære øvelser. Han har virkelig let ved galoppirouetter og -traverser og har fantastiske anlæg for piaffe og passage. Han har mange styrker, og jeg tror, at hans piaffe-passage bliver verdensklasse, fortæller Agnete og fortsætter:

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Han vil virkelig gerne arbejde for én, og det er jo et rigtig godt karaktertræk. Allan Grøn har gjort et fantastisk arbejde i uddannelsen af Zick Flower, og selv om han aldrig har haft anden rytter, så har rytterskiftet gået utrolig nemt. Han er ikke bare veluddannet, men også en rigtig sød og rar hest, der gerne vil stille sin rytter tilfreds.

Hvornår vi får Agnete og Zick Flower at se til stævne, må den nærmeste fremtid vise. Ved ethvert rytterskifte skal det nye partnerskab have tid til at finde den styrke, der kan bære på konkurrencebanen, men Agnete føler, hun og Zick Flower allerede har fundet godt sammen. Hun forestiller sig, at hun vil starte ham i lilletur, inden tiden er moden til at prøve kræfter på Grand Prix-niveau.

– Jeg synes, at Zick Flower har så meget med sig, at jeg har alt at vinde og intet at tabe, erkender den 33-årige rytter.

Copyright Ridehesten.com
Landsholdsrytter Agnete Kirk Thinggaard.

Berider Allan Grøn fortæller, at han er meget glad for og stolt over at have arbejdet med Zick Flower igennem fem år og været en vigtig brik i hestens hidtidige karriere. Han har heldigvis flere talentfulde ungheste i stalden, som han ufortrødent arbejder videre med.

– Det er naturligt med så tæt et samarbejde mellem Blue Hors og Julianelyst, at Agnete bliver Zick Flowers nye rytter, og jeg må sige, at jeg er stolt over at kunne videregive så fantastisk en hest og glæder mig samtidig til at følge dens videre udvikling, slutter Allan Grøn.

/Blue Hors.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner