Anna Pørtner
Det var en særdeles succesfuld eftermiddag for Ida Kirstine Bjørn og den blot 9-årige Sparaday, da de her til eftermiddag tog sejren i ECCO & Future Dressage Grand Prix på Vilhelmsborg ved landsstævnet i forbindelse med Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue.
Med 70,783% var de eneste ekvipage over 70% her til eftermiddag, og dermed kunne det nye makkerpar føje endnu en sejr til en allerede imponerende weekend.
Grand Prix-klassen blev afviklet som en individuel klasse, men for de ekvipager, der både havde redet ECCO & Future Dressage Intermediare II fredag og Grand Prix-klassen lørdag, var der samtidig en helt særlig præmie på spil. Den bedste samlede ekvipage kunne nemlig tage fra stævnet med en spritny ridebaneplaner fra KLIVER til en værdi af 33.500 kroner.
Ida Kirstine Bjørn havde allerede lagt sig godt til i kampen om den eftertragtede præmie, da hun fredag tog sejren i Intermediare II med Sparaday e. Tørveslettens Spartacus/ Don Frederic (opdr. Helle Wibe). Det var samtidig ekvipagens debut på dette niveau, og for Sparaday var det ligeledes første start i en Intermediare II-klasse.
I dag fortsatte ekvipagen de flotte takter i Grand Prix-debuten, hvor dommerne var stort set enige om, at sejren skulle gå til Ida og Sparaday.
Endnu en sejr til nyt makkerpar
Dagens resultat med 70,783% kom sig af et utrolig harmonisk og stabilt ridt med mange 7,5-taller undervejs. Derudover fik ekvipagen også flere 8-taller, blandt andet for den frie skridt, toerchangementerne og udridningen, der sad lige i skabet. Dermed kunne Ida Kirstine Bjørn ikke blot fejre endnu en sejr, for det var altså også Sparadays allerførste Grand Prix.
– Det var megafedt at vinde Grand Prix sammen med Sparaday. Det er hans debut i Grand Prix, og i går havde han debut i Intermediaire II, så det hele er meget nyt, fortæller Ida.
Ida og Sparaday har kun dannet par siden juni, hvor ejerne Helle Wibe og Søren Luther Christensen tog kontakt til Ida med ønsket om, at hun skulle ride den talentfulde hest med henblik på videreuddannelse og at debutere ham på Grand Prix-niveau.
– Vi har dannet par siden juni, hvor ejerne tog fat i mig og spurgte, om jeg havde lyst til at ride ham og vise ham frem ude til nogle stævner og løfte ham til Grand Prix, og det havde jeg selvfølgelig lyst til, fortæller hun.
Deres første stævne sammen var ved Kirstinelund Sportsrideklubs landsstævne i juni, hvor de vandt Prix St. Georges. Siden er det gået stærkt, og denne weekend har de altså kunne føje yderligere to sejre til CV'et med først Intermediaire II fredag og siden Grand Prix'en i dag.
Sparaday har tidligere haft stor succes under ungrytter Anna Teibel Raben. Sammen vandt de blandt andet sølv med EM for ungryttere sidste år, ligesom de efterfølgende en periode lå nummer ét på FEI's verdensrangliste for ungryttere. Nu er det Ida Kirstine Bjørn, der har overtaget tøjlerne, og de første måneder sammen har allerede vist, at det kan blive et særdeles spændende partnerskab.
Camilla og Dennis fulgte efter
På andenpladsen i dagens Grand Prix var det Camilla Lærke Stubberup, der denne gang havde taget DV-hoppen Francisca-D e. Franklin/ Blue Hors Romanov (opdr. Jørn Damm) med på banen. Ekvipagen leverede et yderst harmonisk og fejlfrit program, som dommerne belønnede med 69,647%.
Tæt efter fulgte Dennis Fisker og den 10-årige hoppe MSJ Diamonds Are Forever e. Diamond Hit/ Royal Classic. De leverede ligeledes et harmonisk og stabilt program og sluttede med 69,621%, hvilket gav en flot tredjeplads.
Dermed var der kun godt et procentpoint mellem de tre bedste ekvipager, men helt i toppen stod Ida Kirstine Bjørn og Sparaday efter endnu en imponerende præstation i deres korte tid sammen. Det betød også, at Ida ikke bare vandt klassen i dag, men også den spritnye ridebaneplaner fra KLIVER til en værdi af 33.500 kroner.