DM- og EM-arenaen i Randbøl tager form

20-04-2026 15:27

DM 2026 i Randbøl bliver en vigtig generalprøve på EM 2027. Det nye EM-stadion tager form med tribuner, VIP og opvarmningsfaciliteter, mens Randbøl Dressage Academy nu giver en status på det omfattende byggearbejde frem mod sommerens mesterskab

Copyright Ridehesten.com
DM- og EM-stadionet på Randbøl tager form, og nu giver arrangørerne en status på byggeriet. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Byggeriet af det kommende DM- og EM-stadion hos Randbøl Dressage Academy skrider hastigt frem, og de nye rammer begynder for alvor at tage form frem mod sommerens danmarksmesterskab i dressur. I en netop delt opdatering fra stedet fortæller Dennis Fisker, at arbejdet med både nye baner og ombygningen af hovedarenaen er i fuld gang. 

Opdateringen byder på en videopræsentation af det foreløbige arbejde, som giver indblik i den omfattende transformation af området, hvor Dennis Fisker fortæller om udviklingen til det kommende EM-stadion. 

Copyright Ridehesten.com
Der er fuld gang i udviklingen af faciliteterne. Her ses Dennis Fisker foran en af de baner, der sidste år blev lagt inden DM-stævnet. Foto: Ridehesten.com/ Thomas Bach Jensen

Har beskriver han blandt andet, at der langs hovedarenaen vil blive etableret en overdækket tribune, at det gamle indgangsparti fjernes, og at rytterne fremover vil ride ind fra et nyt hovedområde bag hovedarenaen. Her er der under opbygning en stor opvarmningsbane, som blandt andet skal bruges til UVM-udtagelserne under de første dage af DM-stævnet. 

Derudover arbejdes der også på at etablere plads til et VIP-telt, og de seneste uger har området været præget af intensiv aktivitet med lastbiler, der konstant kører jord ind og ud af anlægget. Ifølge arrangørerne tegner videoen et tydeligt billede af et anlæg i rivende udvikling, som skal danne rammen for både DM-stævnet til maj, men også EM-stævnet i 2027. 

Se videoen herunder:


DM bliver generalprøven på EM
Planerne for Randbøl Dressage Academy rækker langt ud over årets DM, og allerede i 2025 blev det slået fast, at DM-stævnerne i de kommende år ville fungere som en form for generalprøve frem mod EM i dressur i 2027, som afholdes på selv samme anlæg. 

Når DM i dressur afvikles fra den 27.-31. maj 2026, bliver det derfor i rammer, der i praksis fungerer som en først større test af det kommende EM-stadion. Hovedindgangen og den såkaldte "udsigtsbane" vil allerede her være udbygget med både overdækket tribune og VIP-lounge, mens nye opvarmnings- og publikumsfaciliteter gradvist tages i brug. 

Samtidig bliver stævnet organiseret som en skaleret udgave af EM-formatet med samlet publikumsområde, udstillerområde, streetfood og aktivitetszoner, der binder hele anlægget sammen til en helhedsoplevelse. DM 2026 bliver dermed ikke blot et danmarksmesterskab, men også en vigtig milepæl i udviklingen af Randbøl som kommende EM-vært, og en afgørende generalprøve på, hvordan anlægget kommer til at fungere på allerhøjeste internationale niveau i 2027. 

Copyright Ridehesten.com
Den sydvendte "udsigtsbane" på Korshøjgaard i Randbøl bliver hovedstadion ikke blot under EM 2027, men også ved DM 2026 og 2027. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner