Annika Knudsen Lorentsen
Danmark bliver igen vært for et internationalt mesterskab, når EM i dressur for seniorer, para og U25 indtager Randbøl Dressage Academy i august 2027
Der er lagt op til seks dage med dressur på højeste niveau, når Danmark den 17.-22. august 2027 danner rammen om EM i dressur for seniorer, para og U25 ryttere. Mesterskabet afvikles på faciliteterne ved Randbøl Dressage Academy, der også danner ramme om DM i dressur. På hovedarenaen bliver der etableret to tribuner med plads til omkring 3.300 siddende tilskuere, hvoraf cirka 2.200 pladser bliver overdækket.
For de danske ryttere bliver mesterskabet samtidig en mulighed for endnu en gang at konkurrere om internationale medaljer på hjemmebane.
Fra holdkonkurrencer til Grand Prix Freestyle
Programmet byder på mesterskabskonkurrencer for både seniorer, U25- og pararyttere gennem hele ugen. Se programmet nedenfor.
Tirsdag den 17. august
Onsdag den 18. august
Torsdag den 19. august
Fredag den 20. august
Lørdag den 21. august
Søndag den 22. august
OL pladser på spil
EM er et af de mesterskaber, hvor der er OL pladser på spil, og derfor er der forventning om stor international deltagelse i Danmark.
Danmark har allerede sikret sig kvalifikation til både OL og PL efter det netop afsluttede VM i Aachen. Med et europamesterskab på dansk grund får de danske ryttere endnu en mulighed for at præstere foran et hjemmepublikum.
Billetsalget åbner i september
Det ordinære billetsalg til EM åbner den 17. september 2026. Inden da afholdes et 48 timers pre-sale den 15.-16. september, og det er allerede nu muligt at registrere sig.
På mesterskabets officielle hjemmeside kan man både skrive sig op til pre-sale og se det samlede program for mesterskabsdagene.