Dansk Varmblods fortjenstmedalje til Wendy

11-08-2024 14:46

I Brønderslev fulgte hesteavler Kurt Gosmer OL i Paris med særlig stor interesse. Han er opdrætteren af den 10-årige sorte hoppe Wendy de Fontaine, som med den tyske verdensstjerne Isabell Werth i sadlen vandt OL guld og sølv i dressur

Copyright Ridehesten.com
Wendy de Fontaine under Isabell Werth på OL-station ved Versailles. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er ikke mange avlere forundt at opnå det helt særlige, at et af de føl, de har taget imod på stutteriet, står i en OL-finale. For Kurt Gosmer i Brønderslev blev OL i Paris derfor en helt særlig oplevelse. Det er 10 år siden, han tog imod et sort, langbenet hoppeføl på sit stutteri i Dronninglund. Det meget selvstændige føl fik navnet Queenparks Wendy – et internationalt klingende navn for Dronninglunds Wendy!

I dag har Wendy fans over hele verden, og hun betog både dommere og publikum, da hun med Isabell Werth i sadlen opnåede en guldmedalje i holdkonkurrencen, hvor tyskerne knebnet slog Danmark, og en individuel sølvmedalje.

Efter OL-succesen har Kurt Gosmer fået flere henvendelser fra ryttere og personer, han ikke kender. De efterspørger søskende til fantastiske Wendy. Det er dog nogle år siden, Kurt Gosmer af helbredsmæssige årsager måtte sælge stutteriet og hesteholdet, og da blev føllet Wendy solgt til avler Annette Bugge. Nogle måneder senere måtte hun af personlige årsager sælge Wendy videre og sendte derfor en video til Andreas Helgstrand i Uggerhalne, og han var ikke i tvivl om den kvalitet, han kunne se i den unge plag, og dermed kom Wendy tilbage til Nordjylland.

Som 3-års blev hun og Kurt Gosmer hædret med avlsforbundet Dansk Varmblods opdrættermedalje i guld, og to år senere stod hun som vinder af Dansk Varmblods Unghestechampionat ved forbundets store hingstekåring i Herning med Andreas Helgstrand i sadlen. Sammen vandt de også bronze ved verdensmesterskaberne for unge dressurheste.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er gået mange, meget tidlige morgentræninger til udviklingen af den godt 180 cm høje hoppe, fortæller Andreas, og de har altid været en positiv oplevelse. Wendy er udstyret med en enorm arbejdsvilje og en meget stærk egenvilje. Det har gjort rejsen mod dressurens sværeste niveau til en helt særlig oplevelse for Andreas Helgstrand, der blankt indrømmer, at hoppen altid har stået for ham som noget helt særligt.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand, Kurt Gosmer og Jan Pedersen Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Da Andreas Helgstrand blev udelukket fra det danske landshold, lod han Wendy videreudvikle sig med verdens bedste dressurrytter, tyske Isabell Werth, i sadlen. Fra tribunerne foran slottet i Versailles fulgte Andreas hvert et skridt Wendy tog på vejen mod OL-medaljerne, og det samme gjorde Kurt Gosmer foran tv-skærmen hjemme i Brønderslev. Wendy er ejet af danske Bolette Wandt, Châteaue de Fontaine og tyske Madeleine Winter-Schulze.

Dansk Varmblods formand Jan Pedersen og Andreas Helgstrand har besøgt Kurt Gosmer i hans hjem for at hædre ham for den helt særlige bedrift at opdrætte en OL-medaljetager. Ved den lejlighed overrakte Dansk Varmblods formand forbundets fortjenstmedalje til Kurt Gosmer, som sammen med et smukt foto af Wendy fra OL nu har et synligt bevis på sin avlermæssige succes i hjemmet i Brønderslev.

/Varmblod.dk

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner