Britt Carlsen
Det blev tre særdeles seværdig championatsklasser, som i dag blev afviklet i forbindelse med DM-stævnet hos Absolute Horses i Sommersted. Vinden ruskede i flag og bandereklamer, og de imponerende, farvestrålende forhindringer samt blomster og pynt gjorde det til noget af en udfordring for de unge heste, men det er i rammerne som her hos familien Schou, at vi får det bedste indtryk af de heste, som senere skal repræsenterer Danmark ved UVM på Zangersheide.
Banen for de 4-års heste var noget af en mundfuld for flere, og blandt de, der kiksede i dag, var der flere heste, som med mere rutine vil kunne opnå finalekvalifikation. Charlotte Schreiber satte sig på både første og andenpladsen efter to meget velredne runder på hhv. Canadian Club e. Contendro og Schouwsgaardens Corrico e. Carrico med 8,50 og 8,10 stilpoints. Renee Ulvsbjerg og Happy-Høm e. Heartbeat kom ind på tredjepladsen med 8,0.
Mens det kan være lidt vanskeligt at bedømme kvaliteten af de 4-årige heste, så blev det lidt lettere blandt de 5-årige heste, her viste en stor del af dem fine takter Det blev Stutteri Ask berider Karen Rohde og avlshingsten Cornettino Ask e. Cornet's Stern, som sejrede med stilkarakteren 8,6 foran Lars Nørgaard Pedersen som red sin hjemmeavlede Grafitti P e. Bøgegårdens Graf's Stakkato til 8,50 points. Karen Rohde kom også ind på tredjepladsen med Gredstedgaards Number One e. Numero Uno.
I klassen for 6-års heste blev tiden en faktor, det var helt passende, for fremadrettet bliver der stillet krav til, at hestene kan gå fejlfrit også i et større tempo. Klassen blev vundet af Linnea Ericsson-Carey og Pegasus e. Party Dance - her ville dommerne gerne give to karakterer - en til hesten 8,8 og et 10-tal til rytteren. Stildommerne Lorenz Linnet og Jesper Lund Kristensen forklarer: - Der er ingen der kan ride en flottere runde i championaterne end Linnea. Når det hele lige lykkes for hende kan hun ride sine heste i perfekt balance og galoprytme banen rundt. Dommerne var enige om, at der var et godt niveau i alle klasse med flere heste, som giver løfter om kvalitet til internationale opgaver.
I 6-års klassen kom Rikke Haastrup Kristensen og Bjerglunds Sixtus Joter e. Singulord Joter ind på andenpladsen 8,4 med Andreas Schou og Deauville van Overis Z e. Darco på tredjepladsen med 8,3.
Se resultatet af klasserne her