Jubilæumsår for hold DM hos Frederikshavn

05-09-2019 12:20

Frederikshavn Rideklub er i fuld gang med at blive klar til weekenden den 13.-15. september, hvor dygtige ponydressurryttere fra hele landet indtager klubbens område og med holdånden i centrum skal dyste om placeringerne i DM i ponydressur for hold for 10. gang i træk

Copyright Ridehesten.com
Det vindende hold fra Skanderborg tilbage i 2017

2019 er et særligt år, da det er året hvor klubbens for 10. år i træk skal være værter ved det populære landsstævne. Da klubben i 2009 for første gang sagde ja tak, var det en stor udfordring for klubben for første gang at være værter ved et stævne af den kaliber. Men ved fælles indsats fra klubbens personale og de mange frivillige, blev det en succes, og klubben er blevet tildelt stævnet hvert år siden.

Janne Møller Jensen, der var formand for klubben i 2009, ser tilbage på det allerførste DM i ponydressur for hold. –Jeg husker, hvor alvorligt vi tog opgaven, og hvordan alle i klubben, personale såvel som frivillige gik til opgaven med entusiasme og en tro på, at det kunne Frederikshavn Rideklub sagtens klare”.

.. og det kunne klubben i den grad, hvilket de efterfølgende år blev et tydeligt bevis på. I 2009 var der 18 tilmeldte hold, men stævnet er vokset stødt for hvert år – både hvad angår tilmeldte hold og popularitet. Deltagelse i DM i ponydressur for hold i Frederikshavn er blevet en fast tilbagevendende tradition i mange rideklubber landet over.

41 hold, heraf 3 fra Frederikshavn Rideklub
Til dette års DM er et rekordhøjt antal hold nemlig tilmeldt – hele 41!

Klubben selv stiller med hele tre hold bestående af følgende ryttere:
Hold 1 består af Anne-Sofie Lundgaard Svendsen, Fie Dybro Jensen, Sarah Steen og Silje Krog Chemnitz
Hold 2 består af Karolina Krogshave Christiansen, Anna Gadensgaard, Luna Kølbæk Rosenberg og Julie Calundan.
Hold 3 består af Charlotte Andersen, Cecilie K. Hansen, Maja Emilie Leth og Laura Gotteberg Jakobsen.

Rytterne fra Frederikshavn Rideklub glæder sig til at dyste mod ryttere fra hele landet.

Mange gæster til Frederikshavn
Topklasse ponydressurryttere fra hele landet samles således i Frederikshavn til et brag af en weekend, hvilket også betyder, at et stort opbud af ryttere, gæster, forældre, hjælpere og tilskuere skal indlogeres i klubbens faciliteter på Donbækvej og ikke mindst på byens hoteller mv.

Fra fredag formiddag til søndag eftermiddag er stævnet i gang. Alle interesserede er meget velkomne til at lægge vejen forbi Donbækvej og se førsteklasses ponydressur i de smukke omgivelser. Selv for dem, der ikke normalt er hesteinteresserede, er det en oplevelse at se de mange dygtige ekvipager.

Forventningsfuldt personale og frivillige
Klubbens nuværende formand Jakob Møller Pedersen ser frem til den kommende weekend fuld af forventning:

– Det er skønt at være en del af en klub, der formår at stable et stævne på dette niveau på benene. Vi ser frem til nogle gode dage med ridning af høj standard, hvor ryttere fra hele landet kommer til Nordjylland. Det er godt for både klubben og byen.

Weekenden byder på andet end ridning
Fredag aften kl 20.00 hyldes ponylandsholdet, der vandt guld til EM i Polen i år. I det store DM-telt vil de fortælle om deres store oplevelse og vise billeder og film fra deres tur.

En vigtig del af stævnet er desuden den store rytterfest lørdag aften. I løbet af aftenen afholdes konkurrencen ”Stemning til hest – hvem er bedst?” Optakten til denne sjove konkurrence foregår helt fra stævnets start, hvor det for holdene gælder om skabe en ekstra god stemning under stævnet. De hold, der skaber den bedste stemning på stævnepladsen i løbet af stævnet bliver kåret lørdag aften. Holdene vurderes af en dommerjury på festlige indslag fx bannere, matchende udstyr og ikke mindst sangkonkurrence lørdag aften.

Stor opbakning fra sponsorer og frivillige
Et stævne af denne kaliber sætter høje krav til klubbens personale og frivillige, der har rigtigt meget at se til både op til, under og efter stævnet.

Klubben skylder desuden stor tak til de mange sponsorer, der har bakket op om dette års DM. Følg med på Frederikshavns Rideklubs facebookside og hjemmeside.

/Pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner