Annika Knudsen Lorentsen
Den 17-årige vallak, Don Johnson e. Don Frederico/Warkant bliver pensioneret efter at have gået sit sidste stævne med den tyske dressurdronning Isabell Werth i denne weekend. Her red parret først Grand Prix-klassen i fredags, hvor de sejrede med 75.870 %.
I dag red ekvipagen så Grand Prix-Kür og her opnåede de hele 82.845 % og sikrede sig dermed en komfortabel sejr med mere end 4 % ned til nr. 2.
Det blev dermed en dobbeltsejr ved parrets sidste stævne, og nu kan Don Johnson vende hjem til Rheinberg, og begynde sit nye liv som pensionist.
– Jeg føler meget ro, det føles som det rette tidspunkt at pensionere Johnny, mens han stadig nyder at være med og er sund og rask, fortalte Werth ved stævnet i Frankfurt.
Don Johnson er ejet af Werths supporter gennem lang tid, Madeleine Winter-Schulze. Allerede som 4 års kom Don Johnson til Werth.
– Da vi så ham, sagde Dieter Schulze: "Hvad vil du gøre med ham?" og Madeleine svarede: "Lad hende have ham hvis hun kan lide ham, fortæller Werth og tilføjer:
– Da jeg så måden han bevægede sig på, besluttede jeg mig.
– Han bukker ind imellem, og han elsker at ryste på hovedet, men han er aldrig ond, og har aldrig forsøgt at få sin rytter af, fortæller Werth desuden om Don Johnson og fortsætter:
– Han er meget levende, og han har en meget dyb plads i mit hjerte, og det vil han altid have. Jeg vil fortsætte med at ride ham og så vil han få masser af foldtid. Hestene viser hvad de vil og hvornår de vil det.