Trine Askjær-Jørgensen
For blot få uger siden kom det frem, at Andreas Helgstrand har overladt sine to topheste, Queenparks Wendy og Jovian til henholdsvis en tysk og en svensk toprytter. Det skyldes, at Helgstrand selv er udelukket fra landsholdsaktiviteter i hele 2024 og dermed med garanti ikke kommer til OL i Paris til sommer.
Det er som bekendt den tyske dressurlegende, Isabell Werth, der er den nye rytter på Queenparks Wendy e. Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer), som også er blevet registreret med tysk ejer for at muliggøre OL-deltagelse.
Den 10-årige guldmedaljehoppe var samejet af Chateau de Fontaine ved Bolette Wandt og Helgstrand Dressage. Hun er blevet redet af Andreas Helgstrand siden unghesteårene, og ekvipagen vandt bronze ved UVM i 2019, da hoppen var fem år. Hun er siden blevet uddannet til Grand Prix og blev senest nummer to ved World Cup i Herning i oktober 2023.
Isabell Werth, der nu har overtaget tøjlerne på hoppen og haft hende i stalden 2-3 uger, er den mest vindende dressurrytter nogensinde og har gennem tiden vundet intet mindre end 12 olympiske medaljer – syv af guld og fem af sølv. Werth har formået at blive på toppen af sporten i 35 år og har et utal af internationale stævnestarter og placeringer bag sig.
Den 54-årige, tyske dressurdronning, der først for ganske nyligt kom på sociale medier, har siden været vældig aktiv derpå. Derfor har hun også delt en træningsvideo af hende og Wendy. Werth havde nemlig taget hoppen med til det store, internationale stævne Jumping Amsterdam, hvor der i weekenden bl.a. blev afviklet World Cup i springning og dressur. Hoppen var ikke til start ved stævnet, men den nye ekvipage benyttede muligheden for at lære hinanden bedre at kende i stævneomgivelser – og det lover godt for fremtiden.
Se videoen af Isabell og Wendy her: