Britt Carlsen
Vinterens kulde havde godt fat, da hoppen Romanova ankom til stutteriet i Haderslev. Men det generede tilsyneladende hverken hest eller dens nye ejer.
”Jeg har glædet mig til at byde Romanova velkommen. Vi har hilst på hinanden et par gange før, og det har hver gang været en stor fornøjelse at ride hende,” fortæller Anna Kasprzak.
Romanova er født i 2010 e. Blue Hors Romanov / Danone I og deler således gener med Hønnerups Driver. Hun er opdrættet af familien Schwierking i Tyskland. Sælger er Allan Hansen, Rikke Dupont Jacobsen og Helgstrand Dressage.
”Romanova er et godt match til Anna, og vi er glade for, at den med salget til Kasprzak Dressage bliver i sporten. Vi er tilsvarende glade for, at Romanova bliver i Danmark og ikke ryger til udlandet, som vi desværre ser med mange talentfulde heste,” siger Allan Hansen.
Allerede første gang Anna Kasprzak satte sig op på Romanova, kunne hun mærke, det var et potentielt match.
”Jeg har aldrig før prøvet så ung en hest, der var så nem at ride og samtidig enormt arbejdsvillig. Anden gang, jeg red hende, blev jeg virkelig imponeret. Det stormede og ruskede i ridehallen, men hun fokuserede kun på mig og mine instrukser,” fortæller Anna Kasprzak.
Samtidig er der noget velkendt ved Romanova.
”Hun minder om Driver på den måde, at jeg sidder godt på hende og føler mig tryg. Der er god kontakt på hånden, og hun virkede ærlig fra første skridt,” siger Anna Kasprzak.
Det seneste år er det Rikke Dupont Jacobsen, der har redet den talentfulde hoppe, som blandt andet i år tog samtlige titler til Hannoveraner championat og kåring i Skanderborg. Ved samme lejlighed blev Romanova kåret til Årets Hannoveraner hoppe i Danmark. De flotte karakterer til championatet omfatter: Trav 10, Skridt 8,0, Galop 9,0, Ridelighed 9,0 og Fremmedrytter 9,5.
”Nu handler det først og fremmest om at få skabt en god dagligdag med rutiner og træning, hun trives med. Dernæst skal vi have bygget mere styrke på hende, for hun er lidt spinkel i det og mangler lidt råstyrke,” slutter Anna Kasprzak.
Kilde: pressemeddelelse