Anna Kasprzak: Nu handler det om vores baby

21-03-2018 13:44

Mai Søegaard Espersen

Vi mødte den højgravide topdressurrytter Anna Kasprzak, der har termin sidst i april, under Hingstekåringen i Herning. Her tog vi en snak med hende om, hvordan det føles at være stået af hesten for at give sig hen til graviditet og moderskab - og om, hvordan hun forestiller sig sin fremtidige karriere som dressurrytter på topniveau

Copyright Ridehesten.com
Anna Kasprzak gravid i 33. uge, lørdag d. 10 marts til Hingstekåringen i Herning
Nyheden fortsætter efter annoncen

"Jeg har ikke redet i cirka halvanden måned. Egentlig ikke siden landsstævnet i Esbjerg i slutningen af januar, hvor jeg bagefter blev lidt syg og holdt pause. Og da jeg så skulle i gang igen, så kunne jeg mærke, at det stak midt på maven og trak lidt, og det føltes ikke så godt, så derfor tog jeg kontakt til min læge, der fortalte, at jeg havde plukkeveer og skulle give det lidt ro, før jeg red videre," fortæller Anna Kasprzak, der har hænderne liggende roligt på det grå barbord, der står under en af tribunerne i Boxen i MCH Messecenter Herning.

Det er her, at vi har sat den 28-årige landsholdsrytter i stævne midt under alle herlighederne til Hingstekåringen i Herning, og Anna, der officielt er gået på barsel og har termin d. 30. april, ser stadig ud til at være i topform, trods hun på tidspunktet for interviewet er i 33. uge og dermed et godt stykke henne i tredje trimester.

En stærk kropsfornemmelse
Efter den "lægeordinerede pause", hvor Anna igen havde muligheden for at sætte sig i sadlen, kunne hun dog mærke, at det i stedet var på tide at sætte ridestøvlerne til side, hænge ridehjelmen på knagen og lade kroppen få fred til at give sig hen til den forestående fødsel og de uvisse udfordringer, der følger i kølvandet på at blive nogens mor for første gang:

"Jeg havde en rigtig god fornemmelse af, at det var nu, jeg skulle stoppe - og jeg havde heller ikke som sådan behov for at ride videre - jeg havde i stedet behov for at fokusere på vores baby," forklarer Anna, der ellers som udgangspunkt havde tænkt sig at forsætte ridningen, indtil helt kort før sin terminsdato.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Prioritering af baby  
Beslutningen betød, at Anna i slutningen af januar overdrog træningen af sine to dressurheste Quarton og Rock Star til Josefine Hoffmann og træner Andreas Helgstrand, og hun var helt afklaret, da valget blev truffet:

"Jeg vidste, at det var på tide at stoppe. Jeg kunne mærke det på min krop, og jeg havde brug for at ændre fokus, for det er ret sjældent i livet, at man er gravid, og det skal der være plads til. Graviditet ændrer dig kropsligt og mentalt, og det skal man lytte efter. Og så har jeg jo fuldstændig tillid til både Josefine og Andreas, og træningen fungerer rigtigt godt," siger Anna, der på nuværende tidspunkt ikke bekymrer sig om, hvordan - eller hvornår - hun skal genoptage sin ridning igen.

"Nu kommer babyen i første række, og så tager jeg det andet bagefter. Jeg har ikke travlt, og jeg skal jo ride i mange år endnu. Set over et helt liv er graviditeten og fødslen en lille sekvens, og det vil jeg prioritere nu, mens jeg kan," siger toprytteren og understreger, at hun savner at ride, men at det alligevel falder i baggrunden, fordi hun glæder sig til at opleve babyen komme til verden.

"Jeg har ikke så meget stress på over, hvad jeg skal, efter jeg har født. Der er kvalifikationerne til VM, men jeg må se, hvordan fødslen går, hvordan min krop har det bagefter, og hvad det for en baby, vi får," og så tager jeg den derfra," fortæller Anna Kasprzak, inden hun forsætter med sine gøremål til årets ”Herning”.

Artiklen har tidligere været bragt på everhorse.dk 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner