Ny hest til Anna

14-10-2015 08:07

Britt Carlsen

Efter længere tids søgen har Anna Kasprzak fået en ny, potentiel tophest i stalden. - Jeg havde tårer i øjnene, da jeg stod af ham, det må da betyde noget, fortæller Anna

Copyright Ridehesten.com
Anna Kasprzak og Donnperignon sejrede i Reem Acra FEI World Cup i Odense i 2013 - de er klar til igen at give gas fortæller rytteren.

- Jeg har ledt længe efter en ny stjerne, og den tror jeg, jeg har fundet nu, indleder OL-rytter Anna Kasprzak. Hun har gennem længere tid rejst det meste af Europa tyndt i søgen efter en ny Grand Prix-hest, uden det er lykkedes. - VI har prøvet næsten samtlige interessante topheste, der har været til salg, men det er af flere årsager ikke lykkedes at finde en, fortæller Anna.

Da hun var til EM i Aachen henvendte en tysk hestehandler, Jochen Arl, sig til hende og Andreas Helgstrand med en video af en 7-årig hest. Hesten stod hos Henri Ruoste, der tidligere har redet Agnete Kirk Thinggaards Jojo AZ, så Anna og Andreas kørte til hans stald for at se nærmere på den 7-årige vallak.

Jeg havde en vildt fed ridetur trods mine brækkede ribben, fortæller Anna, og det var ikke smerterne, som fik tårerne frem i øjnene hos hende, det var glæden over endelig at have fundet en hest, som på så mange måder passede til hende, en hest, som hun i høj grad følte sig tilpas på.

Copyright Ridehesten.com
Anna og hendes nye hest, Rock Star, fotograferet hjemme i Haderslev efter træningen. Den godt 180 cm høje vallak har et enormt bevægelsespotentiale, og Anna glæder sig til samarbejdet med den 7-årige hest.

Rock Star e. Rockwell er 7 år i år - den har aldrig gået et ridestævne, men er uddannet derhjemme. Nu står den i Haderslev hos Anna, som nu skal bruge noget tid på at de to kan lære hinanden at kende. 
- Når jeg mener han er klar til det, så skal jeg prøve at have ham med til stævner. Det bliver formodentlig ikke et problem, for han er så sød og nem derhjemme. 

Rock Star har fået boks ved siden af Driver, der med sine 180 cm ikke er blandt de små i samfundet. Så Anna spærrede øjnene op, da hun så, at Rock Star så større ud end Driver. 

- Jeg prøvede for sjov at sætte mit stangmål på ham, men det går kun til 180 cm, og det var ikke nok. Heldigvis er det næsten ben det hele og han har enorme bevægelser. Dem skal vi også lige have arbejdet lidt mere med, så han får styrke til at vise det han kan. 

- Han har ikke svært ved at samle sig, på trods af sine store bevægelser, og han har ingen svagheder. Det er klart, at han ikke kan vise 15 ettere eller vise mange piaffetrin på stedet, og det skal han heller ikke endnu, men han har anlæg for det hele, fortæller Anna med begejstring, mens hun kigger på hesten, der fredeligt går ude på folden. Det kan han nemlig også. 

- Han har et dejligt temperament. Han bliver ikke stresset i arbejdet, og man kan tænde ham, men siger du "sluk", så skridter han til 9, det vil være svært at finde en magen til. Udgangspunktet var egentlig at finde en mere uddannet hest med mere alder, så den var klar til at gå Grand Prix i vinter, men der er heldigivs gas tilbage i Pepe (Donnperignon der bliver 17 år) og Driver er også i gang nu, så Rock Stars 7 år passer egentlig ganske fint, fortæller Anna, mens hun skridter afsted på Pepe. Hun og Pepe er i gang med de sidste forberedelser inden World Cup-konkurrencen i weekenden ved Odense Horse Show.

- Nu er jeg ved at se frem til Odense. Pepe går rigtig godt. Det er altid spændende at prøve at sætte øvelserne sammen igen og få redet programmet efter en periode, hvor han har lavet grundarbejde. Så nu er jeg ved at lave finpudsning og stramme til, og jeg begynder at ride øvelserne præcis som i programmet, fortæller Anna Kasprzak, der håber på en top tre-placering i Odense. - Det er et stærkt felt, men vi er klar til at give gas, slutter hun.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner