Totilas pas på - Parzival er på vej!

25-08-2009 18:59

Britt Carlsen

EM i Windsor | 10 for passage og en perlerække af 8- og 9-taller stod at læse på resultattavlen mens hollandske Adelinde Cornelissen og Parzival dansede gennem Grand Prix-programmet og sluttede med 80,638%

Hollænderne har sat sig godt og grundigt på dette europamesterskab, hvor Adelinde Cornelissen og Parzival fører inden morgendagens konkurrence foran sin landsmand Imke Schellekens-Bartels og Hunter Douglas Sunrise. Forud for mesterskabet havde de fleste vel regnet med, at hollandske Edward Gal og den nye stjerne på dressurhimlen, Moorlands Totilas skulle dominere mesterskabet, men i dag så vi Adelinde Cornelissen og Parzival danse gennem Grand Prix programmet, spændstig, velrejst og med en emorm energi og udstråling. Jazz-sønnens piaffer var imponerende, på stedet, rytmiske og energiske med super overgange. De var i høj grad en nydelse at følge på banen og sikkerheden selv i alle dressurens øvelser. Adelinde 30 år, der mesterskabsdebuterer på det hollandske landshold, startede sin karriere som ponyrytter med flere hollandske mesterskaber i bagagen, inden hun som 18-årig fik sin første hest. Med ham red hun både dressur, springning og military, men det er først med Parzival, at hendes karriere for alvor har taget fart på dressurbanerne. Vejen mod stjernerne har ikke været uden forhindringer, for Parzival har været ganske vanskelig, især fordi han de første år let blev bange for omgivelserne. I slutningen af 2006 red hun sin første Grand Prix på Parzival, og få måneder senere blev parret hollandske indendørs mestre. I 2007 sluttede parret lige efter Anky van Grunsven i det hollandske mesterskab, og i 2008 vandt Adelinde og Parzival det hollandske mesterskab. De var storfavoritter til at vinde World Cup-finalen i Las Vegas, men på opvarmningen fik Parzival en skade, og det var derfor et meget glædeligt gensyn med ekvipagen ved EM.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner