Charlotte Kusk Berwald
Det internationale forbund har for nyligt valgt at forlænge udelukkelsesperioden for de to lande, hvilket har fået nogle af de berørte ryttere til at tænke i alternativer. Nu har endnu et par ryttere taget springet og vil fremover skifte det russiske flag ud med et nyt.
De to dressurryttere Karina Zakhrabekova og Agata Zakhrabekova vil fremover ride for Aserbajdsjan. Rytterne får deres comeback på internationalt niveau ved CDI-stævnet i tyske Troisdorf. Aserbajdsjan er et land i grænseområdet mellem Europa og Asien og har et indbyggertal på lidt over ti millioner. Kun tre dressurryttere er registreret i FEI, de to søstre og Aydin Alibayov, der endnu ikke har haft sin internationale debut. Idet begge rytterne har været med til tidligere at sikre Rusland bronze for hold til EM, er det to stærke kort der nu har skiftet statsborgerskab. Søstrenes forbindelse til landet kommer gennem deres far. Moren er dressurtræneren og Grand Prix-rytteren Irina Zakhrabekova. Familien har i mange år fordelt deres tid mellem Rusland, Tyskland og Spanien.
Søstrene er blot de seneste af en række ryttere, der har skiftet nationalitet for at kunne fortsætte med at ride internationale stævner. Tidligere er den olympiske rytter Aleksandra Maksakova skiftet til at ride for Palæstina, Elena Starr rider nu for Armenien og Anna Guseynova rider nu for Israel.