Anna Pørtner
På FEI's generalforsamling i Hongkong har bestyrelsen besluttet at ophæve de beskyttelsesforanstaltninger, der siden 2022 har udelukket russiske og hviderussiske ryttere, heste og officials fra international konkurrence. Beslutningen møder klar modstand fra de nordisk-baltiske rideforbund, som i en fælles erklæring udtrykker deres uenighed og fastholder støtten til Ukraine.
FEI åbner for neutral deltagelse fra 2026
FEI's bestyrelse har under generalforsamlingen - den 4. november 2025 - besluttet at tillade russiske og hviderussiske atleter, heste og officials at deltage under neutral status fra den 1. januar 2026. Samtidig bliver det igen muligt at afholde FEI-stævner i Hviderusland. Ifølge FEI skal kontrollen med neutralitet fremover varetages af de nationale forbund, mens eventuelle appeller håndteres af FEI.
Beslutningen bringer FEI på linje med flere andre internationale idrætsforbund, som gradvist har genåbnet for neutral deltagelse fra både Rusland og Hviderusland efter krigens udbrud i Ukraine i 2022.
DRF støtter ikke beslutningen
Kort efter beslutningen har de nordisk-baltiske rideforbunde - altså forbundene fra Danmark, Estland, Finland, Letland, Litauen, Norge og Sverige - offentliggjort en fælles erklæring, hvor de tydeligt tager afstand fra FEI's beslutning.
I erklæringen skriver de følgende:
"Med al respekt kan vi ikke støtte FEI-bestyrelsens beslutning om at ophæve beskyttelsesforanstaltningerne og tillade fremtidig deltagelse af russiske og hviderussiske atleter, heste og officials som neutrale.
Krigssituationen i Ukraine er uforandret. Derfor står vi fast på vores holdning om ikke at genåbne for deltagelse af russiske og hviderussiske atleter, heste og officials i international sport.
Det er ikke det rette tidspunkt at overveje deres tilbagevenden. Neutraliteten for russiske og hviderussiske atleter, heste og officials kan ikke defineres, kontrolleres eller overvåges effektivt.
De nordisk-baltiske nationale rideforbund benytter denne lejlighed til endnu en gang at bekræfte vores urokkelige støtte til det ukrainske folk og vores krav om fred.
Underskrevet af de nationale rideforbund i: Danmark, Estland, Finland, Letland, Litauen, Norge og Sverige."
Langvarig uenighed i international idræt
FEI's beslutning om at tillade neutral deltagelse følger efter lignende skridt fra blandt andet IOC og flere internationale specialforbund, men møder modstand i en række andre lande - særligt i Nordeuropa. De nordisk-baltiske rideforbund har siden 2022 fastholdt en klar linje om udelukkelse af russiske og hviderussiske repræsentanter, så længe krigen i Ukraine fortsætter.