Anna Pørtner
Næstved Sportsrideklub åbner dørene for deres firedagsstævne fra torsdag den 30. maj til søndag den 2. juni, hvor der afholdes Agria DRF Mesterskab for pony i spring. Udover mesterskabet, afholdes der også forskellige distrikts- og nationale klasser. Stævnet skydes i gang torsdag med B0 klasser for hest, og dernæst er det ponyernes tur. Fredag til søndag er der klasser fra LB2** til S1*, og om søndagen skal danmarksmestrene for ponyhold så findes, som går i MA1*.
Mesterskabet afholdes på Næstved Sportsrideklubs flotte faciliteter på den gamle kaserne. Banen ligger i smukke omgivelser midt i den gamle garderhuserkaserne, omgivet af røde murstens staldbygninger og de fineste gamle kastanjetræer. Stævnet foregår på den nyetablerede bane med fiberbund, og der rides om flotte præmier fra de mange sponsorer, fortæller Tina Madsen fra Næstved Sportsrideklub.
Hvad kræver det at stille op som hold?
Holdmesterskabet afvikles som handicapspringning for kategori 1, 2 og 3 og hvert hold skal have minimum to kategorier repræsenteret på holdet. Alle ryttere på holdet skal være medlem af samme klub. Mesterskabet afvikles med vekselvis start af rytterne fra de deltagende hold. Rytterne på holdet skal være mindst rytterkategori 4. Læs mere om DRF-mesterskab i klubholdspringning for ponyer her.
Sidste tilmelding til Agria DRF mesterskab i springning for ponyer er i dag, den 23. maj 2024, og der kan tilmeldes via dette link.