Britt Carlsen
Når der i dagene fra den 15. – 18. oktober inviteres til international dressur med Reem Acra FEI World Cup og internationale 3-stjernede springklasser ved Odense Horse Show sponsored by ECCO, så kan publikum glæde sig til en oplevelse af de helt særlige.
Herhjemme har vi haft de største sportslige succeser i dressursporten, med en OL-holdbronzemedalje i Hongkong, som det foreløbigt bedste resultat. De hjemlige dressurentusiaster har derfor stort fokus på den første afdeling af Reem Acra FEI World Cup, som igen i år afvikles i Odense under hele verdens bevågenhed. Og igen i år bliver der i høj grad noget at glæde sig til. Tre ryttere, som lige nu ligger i top ti på verdensranglisten vil komme til start i OCC Odense Congress Center anført af ranglistens nr. 3, hollandske Edward Gal. Edward Gal kommer til Odense med sin VM-hest Glock’s Voice. Gal har flere gange været til start i Odense, og sidste år sejrede han med sin EM-hest Glock’s Undercover. Glock’s Voice er dog et meget sikkert og stærkt kort på en dressurbane, så der er ingen tvivl om, at Gal sigter mod at få endnu en sejr i Odense, og dermed starte World Cup-sæsonen på optimal vis.
I 2013 sikrede Anna Kasprzak og Donnperignon den første danske World Cup-sejr i Odense. Hendes sejr og finaleridtet fik næsten taget til at lette på den store arena, Kingsland Main Arena, og Anna melder, at Pepe, som Donnperignon kaldes hjemme i stalden ved Haderslev, er i topform. Det danske dressurlandshold kiksede lige netop OL-kvalifikationen med 0,5 procentpoint, men det betyder ikke, at der ikke kan stilles dansk dressurhold i Rio, det kræver, at de hjemlige dressurryttere, får samlet point til verdensranglisten. Derfor er det så vigtigt, at vi får et godt resultat i Odense, fortæller Anna i det flotte program for stævnet, som kan købes ved indgangen.
Stærkt dansk felt
Svenskerne stiller i stærk opstilling i Odense med flere EM-ekvipager, anført af verdensranglistens nr. 6, Tinne Vilhelmson Silfvén, der i Odense starter den særdeles interessante, unge hingst Benetton Dream FRH. Danskerne stiller også i stærk opstilling, anført som nævnt af den tidligere World Cup-vinder Anna Kasprzak, og landsholdsrytter Daniel Bachmann Andersen, som i Odense vil starte avlshingsten Hotline, en start som er ventet med spænding og interesse. Det internationalt erfarne par Lena Leschly Åmand og Gørklintgårds Fanero er også at finde på startlisten sammen med Agnete Kirk Thinggaard og Jojo AZ, parret kvalificerede sig til dette års World Cup-finale, som blev afviklet i Las Vegas i april, og der er ingen tvivl om, at Agnete og Jojo AZ vil kunne tryllebinde publikum med deres flotte kür (dressur til selvvalgt musik).
De erfarne danske Grand Prix-ryttere får selskab af to yngre ryttere, med unge, talentfulde heste godt på vej i sporten: Sidsel M. Johansen, der tidligere har redet med i World Cup-serien, har nu en yngre, særdeles velgående hest på vej i den store sport, Alibi D er hendes makker i Odense. Den dobbelte europamester for ungryttere Cathrine Dufour har sammen med sin træner Rune Willum udviklet EM-guldvinderen Atterupgaards Cassidy til den helt store sport, og de World Cup-debuterer i Odense.
Ryttere fra 11 nationer har meldt deres ankomst til Odense, og det interessante startfelt, som det ser ud her to uger før stævnestarten, kan ses via linket her.