Lars Terkildsen stopper som landstræner

13-08-2012 12:16

Signe Wiese

Den 1. september 2012 stopper Lars Terkildsen som ponylandstræner i springning - det meddeler Dansk Ride Forbund
Copyright Ridehesten.com
Lars Terkildsen stopper som ponylandstræner.

Lars Terkildsen blev uddannet til berider i 1993 og har siden 2009 været ansat af Dansk Ride Forbund som ponylandstræner. Til daglig er Lars direktør og medejer af Nordic Park – et stort rekreations- og ferieresort i Nordsjælland med 17 fuldtidsansatte. Og det er netop stillingen som både medejer og direktør for det store projekt, der åbner d. 1. september i år, der har været afgørende for beslutningen om at stoppe som landstræner. - Det er rigtig ærgerligt, siger Lars Terkildsen. - Især udviklingen af de unge ryttere har været spændende, men jeg har simpelthen ikke tiden til det, som det kræver at yde det optimale for rytterne. Jeg synes dog, at jeg har nået at sætte mit præg på talentudviklingen af ponyrytterne i de tre år, jeg har været landstræner. Top og bund På spørgsmålet om, hvad der har været højdepunkterne i de tre år, svarer Lars prompte: - Det har helt sikkert været den proces- og udviklingsmæssige udfordring at få etableret et godt og givtigt samarbejde med trænere og forældre. Altså, så trænerne bliver sparringspartnere og ikke konkurrenter. En anden ting, der har været vigtig for mig, er at få sat tingene i system og på den måde nå ud til bredden og ikke kun eliten af ponyrytterne. På det sportslige niveau står 2009, da vi tog alt guldet til NM, som det absolutte højdepunkt. Modsat var det den værste dag som landstræner, da vi i år skulle slås om sølv og bronze til EM og endte på en fjerdeplads. Så tæt på og så alligevel ikke, men det er spillets regler. Hestene hænger ved Heste og ridesport kommer stadig til at fylde meget i landstrænerens hverdag. Nordic Park tilbyder nemlig rideferie, rideterapi og ridefysioterapi. Desuden skal Nordic Park varetage et stort og omfattende forskningsprojekt om hestens betydning og indflydelse på mennesker. Og på trods af tidspresset er Lars Terkildsen heller ikke helt færdig med at beskæftige sig med de unge springtalenter - han har indvilliget i at rådgive forbundet i fremtiden i forhold til udviklingen af dansk springsport, og til det siger generalsekretær i Dansk Ride Forbund Jens-Erik Majlund: - Lars Terkildsen sætter et stort og markant fingeraftryk på dansk ponyspringning. I årene med Lars som landstræner er der under ponyspringsporten blevet bygget et stærkt fundament, som også fremover vil spille en afgørende rolle for talentudviklingen. Det er i ponyrækkerne, at kimen til fremtidens succes skal plantes, og det har Lars skabt gode forhold for. Derfor er vi også glade for, at Lars også fremover vil bidrage med sin viden og indsigt til udviklingen af sporten. Kilde: DRF

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen