Britt Carlsen
Emilie Martinsen, der i flere år har haft heste stående i Florida i vintersæsonen, har redet sit sidste ridestævne, fortæller hun, nu er tiden kommet til at lave noget helt andet.
- Jeg har tænkt over det et stykke tid, og nu har jeg taget beslutningen, og det har jeg det rigtig godt med, indleder Emilie Martinsen, 30 år, der de seneste par år har gået med overvejelser om, hvorvidt ridningen nu var det hun ville lave på fuld tid de næste mange år.
- Jeg har mistet lysten til ridningen, jeg følte ikke jeg var engageret mere, når jeg var til stævne, og det begyndte at kede mig, erkender Emilie. Hun har de sidste 15 år nærmest levet i en kuffert som professionel springrytter, og de mange timer med træning, konkurrencer og rejser har mistet deres tiltrækning.
- Jeg er måske blevet voksen, ler Emilie, der er så mange andre ting jeg gerne vil, og de er begyndt at trække mere i mig. Min holdning er, at når jeg gør ting, så går jeg "all in", jeg gør ikke noget halvt, og skulle jeg fortsætte med ridning, så ville det også kræve at jeg fik indkøbt flere gode heste. Det engagement det vil kræve, kan jeg mærke, at jeg ikke længere har
Emilie har lige nu fem konkurrenceheste, og de er sat til salg. - Jeg sælger ikke Caballero, udnerstreger hun. Med Caballero blev hun dansk mester i 2010, og sammen med ham har hun flere placeringer ved internationale stævner og flotte ridt i Nations Cup. Han bliver stillet til rådighed for hendes træners søn. - Så har jeg også den mulighed, at jeg kan tage til ridestævne og se ham ride, og så følge lidt med.
Emilie har et hus i Wellington, USA, og det bliver også sat til salg. - Jeg er mega glad for at bo i London, her er så mange muligheder, og det er de muligheder, jeg overvejer lige nu. Jeg overvejer om jeg skal gå ind i firmaet, og arbejde fx med Peak Performance, men jeg har ikke taget en endelig beslutning endnu.Det er vigtigt for mig at finde det rette.
- Hestene er et afsluttet kapitel. Jeg har ikke redet den seneste måned, og savner det ikke. En meget stor del af min vennekreds har jeg også udenfor ridesporten, og det er det liv, som trækker i mig nu. Jeg må indrømme, at det føles mega mærkeligt ikke at ride, og jeg kommer helt sikkert til at savne det på en eller anden måde. Nu er det tid til at prøve noget andet, og jeg kan ikke sige, jeg ikke engang igen får lyst til at ride, men lige nu er beslutningen om at stoppe truffet, og det har jeg det godt med, slutter Emilie Martinsen.