I mandags var det 4 uger siden, at jeg gennemgik mit livs største operation. Jeg har i flere år vidst at jeg skulle have denne operation, men der er mange faktorer der skulle tages højde for osv. før det har været muligt at få foretaget dette indgreb. Operationen var lang, 6 timer, men gik godt. Jeg havde en lettere kompliceret opvågning, men ikke noget alvorligt. Jeg husker ikke selv så meget fra selve operationsdagen, ud over de smerter jeg vågnede op med, da jeg var meget træt og omtåget.  Det var en stor operation med en kombination af samtlige mulige kæbeoperationer man kan få foretaget. Overordnet set delte de min kæbe i tre og ved hjælp af knogle fra min hofte forlængede/udvidede overkæben. Derudover satte de min underkæbe tilbage, således at den faldt i hak med overkæben. De tilførte også noget kunstigt knoglemasse i området omkring øjnene og gav mig nogle ”kunstige” kindben. Alle detaljerne har jeg ikke selv så meget styr på.

Der er selvfølgelig begrænsninger for, hvor meget man kan gøre og i forhold til mit sygdomsforløb med stråleterapi har lægerne været meget opmærksomme på, hvor meget mine knogler har kunnet tåle osv. Derfor har jeg også vidst fra start af, at det jo ikke er fordi jeg kommer til at ligne en helt anden person, og at operationen lige så meget handler om praktisk funktionelle årsager som den handler om de kosmetiske.
Det er også derfor, at jeg var så sikker på, at jeg gerne ville have denne operation. Når det er sagt er det nok noget af det hårdeste jeg er blevet udsat for både fysisk og mentalt, og jeg har kæmpet med smerter som jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, til trods for at jeg har gennemgået adskillige kemobehandlinger mv. Det forløb jeg har været igennem tror jeg, at man selv skal have prøvet for at vide, hvor hårdt og smertefuldt det er. Bare det at skulle have noget at spise og tage et brusebad har været en kamp i sig selv.

Foruden de mange smerter, svimmelhed og den intense træthed jeg konstant føler oven på operationen er der selvfølgelig også lige det med hestene. Det forholder sig nemlig således, at jeg i de første 4 uger efter operationen slet ikke har måtte være i nærheden af stalden, og hestene, både af hensyn til bakterier, men også af hensyn til eventuelle stød eller slag mod de knogler der er ved at gro sammen. Derfor bliver Armantic lige nu passet af søde Bolette samt staldpersonale, indtil jeg selv må håndtere ham igen. Jeg må heldigvis gerne komme i stalden og sige hej og nusse med ham nu, men jeg må stadigvæk ikke trække med ham, da han godt kan finde på at svinge med hovedet, løfte forbene osv. Heldigvis må jeg allerede begynde at ”hyggeride” om 2 uger, hvis jeg rider på en rolig hest, - hvilket vil sige ikke Armantic. Derfor har jeg lavet en aftale med Bolette om, at jeg starter ud med at ride lidt på Magic, som jeg jævnligt springer på, da han trods sin unge alder er yderst opmærksom på mine behov.

Alt i alt er jeg glad for, at operationen nu er veloverstået, og at jeg nu kan se fremad mod næste led i processen. Jeg savner hestene rigtig meget og kan ikke vente med at komme i sadlen igen. Når det så er sagt har jeg for første gang oplevet, at jeg har været så træt og afkræftet, at jeg ikke har haft overskud til virkelig at savne ridningen. Det gør jeg selvfølgelig nu, hvor jeg må spise rigtig mad igen. Jeg er sikker på, at det nok skal blive godt i den lange ende.

Hav en skøn dag,
Kh Rebecca