DM for beslagsmede spidser til

07-03-2025 22:05

VIDEO: Nogle af Danmarks dygtigste beslagsmede er i denne uge tørnet sammen i hal H ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, for at deltage i dette års DM for beslagsmede. I dag har smedene været i ilden for anden gang, og nu begynder konkurrencen altså at spidse til

Copyright Ridehesten.com
Konkurrencen spidser for alvor til i hal H, hvor smedene kæmper for en plads i finalen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Efter to intense dage med kvalifikation og semifinale er det nu alvor for nogle af Danmarks dygtigste beslagsmede. Under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning har hal H summet af koncentration, smedjerøg og klingende hammerlyde, men i morgen kulminerer det hele i den store finale, hvor Danmarks bedste beslagsmed skal findes.

Tiden er knap - præcision er altafgørende
Dagens konkurrencer har budt på nervepirrende semifinaler og kvalifikationer til de hæsblæsende speedforging-finaler. I speedforging gælder det ikke kun om at smede den perfekte hestesko - det skal også ske under ekstrem tidspres. Division 3 har haft 20 minutter, division 2 har haft 16 minutter, og i division 1 har smedene haft blot 12 minutter til at vise deres håndværk. Her har dommerne haft skarpt fokus på detaljerne, hvor selv den mindste unøjagtighed kan koste dyrebare point.

Særligt division 1 og 2 har været på prøve i dagens semifinale, hvor de har skulle sko på døde hesteben. Her var det afgørende, at hovens beskæring blev godkendt af dommerne, før smedene kunne montere deres sko. En præcis udformning og korrekt placering har været altafgørende for en plads i finalen.

Copyright Ridehesten.com
Hal H byder på spænding, fart, adrenalin og gnister. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

Finaledag: 6 minutter til perfektion
I morgen venter den mest intense dag af dem alle. De bedste af de bedste skal dyste i speedforging-finalen, hvor de har blot 6 minutter til at smede den perfekte hestesko - en opgave, der kræver både styrke, præcision og en urokkelig evne til at arbejde under pres.

Men finaledagen handler ikke kun om speedforging. Det er også her, at Danmarks bedste beslagsmed skal findes. Efter tre dages hårdt slid ved amboltene og præcisionsarbejde med smedetang og hammer, skal én smed kåres som landets dygtigste i hver division. Konkurrencen er benhård, og marginalerne vil afgøre, hvem der kan hæve trofæet og tage titlen som Danmarks bedste beslagsmed. 

Dommerpanelet og de afgørende vurderinger
For at sikre en retfærdig og præcis bedømmelse er der samlet et dommerpanel bestående af erfarne og kompetente fagfolk. Blandt dommerne er Klaus Hansen og Sikker Høegh-Vestergaard fra Danmark, samt Sergio Pérez Prieto fra Spanien. Klaus Hansen har selv konkurreret på højeste niveau og vundet DM i 2022, mens Sergio Pérez Prieto er en af verdens dygtigste smede, der i 2024 blev nummer 10 ved verdensmesterskaberne. Sikker Høegh-Vestergaard har tidligere vundet speedforging og bringer sin store erfaring ind i bedømmelsen af denne intense konkurrence. Dommerne vil blandt andet vurdere smedenes præcision, effektivitet og evne til at arbejde under pres. Især i speedforging-finalen er der ingen plads til fejl, så her skal hesteskoen være perfekt formet og klar til brug inden for få minutter.

Med et dommerpanel bestående af internationale kapaciteter og et felt af skarpe konkurrenter er der lagt op til en finaledag fyldt med spænding, gnister og rendyrket håndværk. 

Copyright Ridehesten.com
Smedene skal forvandle et lige stykke jern til en korrekt hestesko. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen

I videoen herunder har vi fanget Jon Banke, der vandt sidste års DM for lærlinge. Hør ham fortælle meget mere om konkurrencen: 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner