Bevæget afsked med Camilla

17-04-2012 20:58

Britt Carlsen

Herlufsholm kirke var fyldt til bristepunktet i dag, da Camilla Enemarks familie, venner og kolleger tog en bevæget og følelsesladet afsked med den unge springrytter
Copyright Ridehesten.com
Landsholdsspringrytter Camilla Enemark døde den 10. april, 31 år gammel. I dag tog hesteverdenen afsked med den populære springrytter ved en bevæget bisættelse i Herlufsholm kirke. (Foto: Ridehesten).

Bedst som naturen vågner og spirer med fornyet kraft og livglæde, så sov Camilla Enemark, 31 år stille ind efter knap seks års kamp mod en hjernesvulst. Familie, venner og kolleger fra konkurrencebanerne tog en bevæget afsked med Camilla i dag i Herlufsholm kirke, der var fyldt til bristepunktet. "Man kan ikke alt, hvad man vil" erkendte sognepræsten i dag, da hun talte direkte til Camillas familie med en personlig prædiken, der ramte alle tilhører i hjertet. Camilla har kæmpet med mod og aldrig svigtende optimisme og positivt livssyn mod sin kræftsygdom, der blev diagnosticeret i 2006, men i sidste uge tabte hun den kamp. Foruden Camillas familie og venner var en stor del af landsholds springrytterne mødt op for at tage afsked med Camilla, og vise deres opbakning og støtte til hendes mand Peter og hele hendes familie. Adskillige avlere, ryttere og internationale springryttere og trænere var mødt op i kirken, der bugnede af blomster. Camilla havde selv haft overskud til, sammen med familien, at planlægge sin begravelse. Hun blev begravet i en hvid kiste smykket med røde og hvide roser. Da nogle af Camillas nærmeste bar hendes kiste ud af kirken blev den båret ind i en rustvogn forspændt to sorte heste. Det var samme kusk, som i 2006 kørte Camilla og Peter fra Herlufsholm kirke, efter deres vielse.

I magasinet Ridehestens majnummer tegner vi et lille portræt af Camilla Enemark.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner