Thomas Bach Jensen
Berider Camilla Ahlers Petersen og Chadunnos samarbejde har blot stået på i tre måneder, og den 10-årige DV-vallak e. Champion For Pleasure/Aljano (opdr. Sara Svensson) er den første hest, Camilla har redet Grand Prix på. De vandt deres Grand Prix-debut ved et distriktstævne og kan nu også skrive Grand Prix-sejr ved landsstævne med 68,667% på CV'et. Chadunno er ejet af Vivi og Christian Vang Lauridsen, der købte ham som 4-års.
– Jeg red en super frisk og veloplagt Chadunno idag, og jeg synes, vi havde en god fejlfri tur, hvor især travturen var fin. Vi har jo ikke så meget rutine endnu, og når vi kender hinanden lidt bedre på banen, tror jeg det bliver rigtig spændende, fortæller Camilla Ahlers Pedersen, der starter for Slangerup-Lynge Rideklub.
Andenpladsen i Copenhagen Fertility Center Grand Prix ved Heslegård Sportsrideklubs landsstævne gik til en gennemført Heslegård-ekvipage, nemlig Christina Søs Lars og Heslegård's Romulus e. Heslegård's Rubin/ Heslegård's Louis (opdr. Heslegård Stutteri), der opnåede 67,433%. Stine Bøiehøj fra Midtsjællands Rideklub blev treer på sit eget opdræt Nordhøjs Bentley e. Bernstein/ Leonardo II med 66,833%.
Stævnets start- og resultatlister.