Christine Krogh Frausing
Skribent
I denne weekend afholder Riders Cup deres første udendørs landsstævne i år, hvor der blandt andet på søndag skal afholdes første kvalifikation af Walber Cup. I dag var der klasser lige fra LA1* til MA1*, og over hele dagen i dag har der i alt været 270 starter igennem.
I dagens højeste klasse, MA1* på 135 cm, var det Ulrich Gaarslev med Gaby Ask e. Cris Ask/ Baloubet Du Rouet der løb med sejren. Klassen blev afviklet i en metode B7, hvor parret var fejlfri i begge faser, og andenfasetiden lød på 33,98 sekunder. Andenpladsen blev taget af Camilla Fliedner Ernst og Fiona Ask e. Ci Ci Senior Ask/ Carthago, der ligeledes var fejlfrie, og sluttede anden fase i tiden 35,65 sekunder. Placeret som nr. 3 blev det svenske Linnéa Ida Larsdotter og Clouseau e. Verdi TN. De sluttede samlet med nul fejl, og tiden i anden fase var 35,95 sekunder.
Se resultatet fra hele klassen her.
I morgen byder stævnet på LA1* (115 cm) som laveste klasse, imens den højeste klasse bliver S1* (145 cm). Til start i S1* er blandt andet sidste weekends vinder af Stutteri Ask Trophy for U25, Alexander Godsk. Denne gang medbringer han dog hestene Champions Leauge og Chila R. Derudover stiller dagens 3'er i MA1*, Camilla Fliedner Ernst og Fiona Ask til start. I morgen bliver igen en dag med mange starter, da der på nuværende tidspunkt er 239 tilmeldt.