Anna Pørtner
Søndag den 12. april 2026 byder Heslegård Sportsrideklub velkommen til endags landsstævne i dressur for ponyryttere. Her er der lagt op til en hyggelig og stemningsfuld stævnedag med klasser fra LA3 til PRM.
Selvom tilmeldingerne endnu ikke er overvælgende, håber arrangørerne på flere efteranmeldelser og opbakning til stævnet, så dagen kan blive en god oplevelse for både ryttere, heste og publikum. Stævnet afholdes på klubbens nyligt istandsatte indendørs faciliteter, så her er der garanteret gode forhold for både pony og rytter.
Stævneweekenden skydes i gang allerede lørdag, hvor klubben afholder distriktstævne for hest. Her rides der klasser fra LA4 til MB0, hvilket giver mulighed for at opleve dressur på flere niveauer hen over weekenden.
Heslegård Sportsrideklub har hjemme på Duemosegaard, smukt beliggende op til Gribskov i Nordsjælland. Klubben er kendt for sine moderne faciliteter og store aktivitetsniveau, og den danner jævnligt ramme om både distrikts- og landsstævner.
Der er dermed lagt op til en weekend med god dressur, hyggelig stemning og mulighed for at opleve sporten på tæt hold. Publikum er som altid meget velkomne, og klubbens cafeteria vil være åbent med mad og drikke. Arrangørerne håber at se både ryttere og tilskuere til endnu en dejlig stævnedag.