Anna Pørtner
I denne uge løber det traditionsrige Hamborg spring- og dressurderby af stablen, og her er to af de danske landsholdsspringryttere altså til start i de 5-stjernede klasser, nemlig Andreas Schou og Zascha Nygaard Lill. Her har både Andreas og Zascha redet flotte runder, hvor Andreas Schou blandt andet blev nummer fem i onsdagens 145 cm-klasse.
Zascha Nygaard Lill har dog ikke kun haft heste med i de 5-stjernede klasser. Hun har nemlig også haft en enkelt unghest med til start i Youngster Tour, og i går gik det hele op i en højere enhed, da parret sikrede sig en suveræn sejr i finalen.
30 ekvipager var til start i CSIYH1*-finalen, hvor det for 7-års hestene gjaldt en bane på 135 cm, og for 8-års hestene lød højden på 140 cm. Finalen blev redet i to faser, så hvis ekvipagerne var fejlfrie i første fase, red de direkte ind i anden fase.
I alt klarede 20 ekvipager sig ind i anden fase, og ud af dem formåede hele 16 ekvipager at ride fejlfrit over målstregen i anden fase også. Der var kamp til stregen om placeringerne, og hos anden-, tredje- og fjerdepladsen var det marginalerne, der gjorde forskellen. Der var dog ingen af de andre ekvipager, der kunne hamle op med Zascha Nygaard Lill og den 8-årige Stathagnio PS e. Stakkatol/ Conthargos, der red fejlfrit over målstregen i anden fase i tiden 26,32 sekunder.
– Det var fedt at vinde foran det fantastiske publikum i Hamborg. Stathi er en af de ungheste, jeg er ved at bygge op til næste års nationsspringninger og andre større stævner, så det har er et godt skridt på vejen, fortæller Zascha Nygaard Lill efter gårsdagens sejr.
Andenpladsen gik til Brasilien og Marlon Modolo Zanotelli i sadlen på Silhouet van de Rozenberg e. Diamant de Semilly/ Heartbreaker, der red over målstregen i tiden 27,05 sekunder, stærkt efterfulgt af tyske Philipp Battermann-Voss i sadlen på Kasuarina HHL e. Charleston/ Quidam de Revel, der strøg ind på tredjepladsen i tiden 27,50 sekunder.
I dag gælder endnu en spændende dag for de to danskere. Her skal Schou blandt andet ud i en 5-stjernet 150 cm-klasse med hesten Convant e. Conbassy/ Vivant, og senere på dagen går Longines Grand Prix of Hamburg, hvor han har Billy Matador e. Billy Mexico/ Animo med sig til start.