VM-guld til Tyskland

13-09-2018 23:36

Camilla Tiefensee Schrøder

Stærke ridt af Isabell Werth og Sönke Rothenberger sikrede det tyske dressurlandshold guldmedaljen foran USA ved World Equestrian Games i Tryon. Det danske hold sluttede på en ærgerlig syvendeplads, lige uden for OL-kvalifikationen, men to danskere er videre til Grand Prix Special

Nyheden fortsætter efter annoncen

En tårevædet Isabell Werth skridtede af banen på Bella Rose torsdag eftermiddag i Tryon. Og det var glædestårer - for hun havde med sin personlige favorithest Bella Rose e. Belissimo/Cacir Aa opnået 84.829 % og dermed sendt Tyskland på en sikker medaljekurs. Hvilken slags metal det skulle være, blev dog først afgjort, efter klassens sidste rytter, amerikanske Laura Graves havde haft sin runde på Verdades 23.15 dansk tid.
Graves red beslutsomt med kurs mod guldet, men mistede vigtige point i skridt-karaktererne, hvor hun kom under 80%. Hun fik dog i løbet af resten af ridtet indhentet nok point til at slutte på en individuel andenplads med 81.537% og sikre sølv til sit landshold.

Copyright Ridehesten.com
Tyske Sönke Rothenberger og Cosmo opnåede deres bedste Grand Prix-resultat nogensinde med scoren 81.444 %. De sluttede på en individuel tredjeplads Foto: FEI

Nervepirrende bronzeduel
Det var en uhyggeligt lille margin, der gjorde forskellen mellem de britiske bronzevinderne og svenskerne på fjerdepladsen.
Da svenske Patrik Kittel red på banen på 10-årige Well Done de la Roche CMF, skulle han ride til mindst 78,3 % for at give sit hold nok point til at slå Storbritannien af bronzepladsen. Efter galopturen nåede OL-rytteren op på over 77%, og det lovede rigtig godt med de sidste to piaffer op ad centerlinjen. Men slutresultatet blev lige akkurat 78.199 %, hvilket var en personlig rekord for ekvipagen, men lige akkurat ikke nok til at komme på medaljepodiet.
Storbritannien vandt bronze med et samlet resultat på 229.628%, mens Sverige kom fjerdepladsen med 229.456%.

To danskere videre til i morgen
Daniel Bachmann Andersen var den sidste dansker på banen og leverede med Blue Hors Zack e. Rosseau/Jazz et smukt ridt til 76.211 %, hvilket placerede dem på en individuel 10.-plads. Det betyder, at de er videre til fredagens individuelle Grand Prix Special. Det samme er Rikke Svane og Finckenstein e. Latimer/Kennedy, som kom på en 30.-plads. Betina Jæger og Mane Stream Belstaff e. Brentano II/de Niro kom som nummer 31 lige akkurat ikke videre.
-Jeg er stolt af dem alle, men konkurrencen er benhård, og vi har desværre haft afbud fra nogle af vores bedste ekvipager. Alle har lagt sig i selen og givet sig fuldt ud, og samtidig med, at vi har en bred og stærk trup af unge ryttere med unge heste på vej, tegner det godt for fremtiden, udtaler landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein til Dansk Ride Forbund.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen løftede knytnæverne i vejret efter sin præstation med Blue Hors Zack. Foto: FEI
Nyheden fortsætter efter annoncen

De seks bedste hold fra i dag er kvalificeret til OL i Tokyo 2020. Det danske holds 216.584 point rakte desværre kun til en syvendeplads, hvilket betyder, at Danmark i stedet må kæmpe for OL-billetterne ved næste års EM.
 

Se resultatlisten for hold

Se den individuelle resultatliste
 

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen