Lone Bang Larsen sejrer i Youngster Cup finalen

10-11-2017 19:29

Det er dressur på allerhøjeste niveau hos Blue Hors Dressurfestival, hvor dagen i dag har budt på klasser fra MB3 til Intermediare II. Men også finalen i Youngster Cup, der blev vundet af Lone Bang Larsen og Thranegaardens Rostov

Copyright Ridehesten.com
Lone Bang Larsen og Thranegaardens Rostov

Fra morgenstunden har dagen budt på flot ridning på Blue Hors, hvor det blev Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera e. Fürstenball/De Niro (opdr. Stald Heiline), der løb af med sejren med 72,875 %. Carina Nevermann Torup var lige i hælene med den 7-årige hingst Soda Pop e. Sir Donnerhal/Bonheur, der af dommerne fik 72,313%, mens tredjepladsen gik til Lisbet Seierskilde Pedersen på Jonstrupgårdens Cocio e. Desperados/Camelot (opdr. Fam. Seierskilde Pedersen), der opnåede 70,125 %.

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera

Blandt 31 dygtige ekvipager i Prix St. George blev det en stensikker sejr til Anna Kasprzak og Quarton e. Quaterback/Blue Hors Don Schufro (opdr. Per-Arne Persson), der opnåede den flotte karakter af 76,448%.
Anna og den 8-årige vallak viste gode takter på dressurbanen, og ekvipagen beviste da også deres værd med to internationale sejre fra World Cup stævnet i Herning i oktober.

Nanna Skodborg Merrald og Gørklintgårds Quarter Boy e. Quaterback/Blue Hors Don Schufro (opdr. Jørgen Ravn) snuppede andenpladsen med 74,781, mens tredjepladsen gik til Anne-marie Hosbond fra Helgstrand Dressage med hoppen Diva Unik e. Blue Hors Don Schufro/Primus AA (opdr. Morten Skov). Ekvipagen opnåede i dag 71,316 %.

Sidst på eftermiddag stod 12 ekvipager klar til Youngster Cup finalen, hvor der blev redet Prix St. George.

Lone Bang Larsen leverede i dag et særdeles flot ridt med den 7-årige hoppe Thranegaardens Rostov e. Blue Hors Romanov/Diamond (opdr. Jens Riishede Jensen), der med 76,316 % bragte ekvipagen på en sikker førsteplads både i dagens klasse og i den samlede stilling med 149,418%.
Ekvipagen leverede et flot program med flere højdepunkter, hvor blandt andet changementerne skal fremhæves.

Copyright Ridehesten.com
Lone Bang Larsen og Thranegaardens Rostov

Daniel Bachmann Andersen, der er på hjemmebane, indtog andenpladsen med Blue Hors Zee Me Blue e. Blue Hors Zack/Blue Hors Don Schufro (opdr. Stald Ringsbo). Ekvipagen lagde godt fra start med en flot indridning i dagens program. Makkerparret viste flere højdepunkter i travprogrammet, hvor versaderne skal fremhæves. Desværre havde ekvipage problemer i den ene halvpiroeutte, der også kunne reflekteres på karakteren. I den samlede stilling opnåede ekvipagen 147,768%, mens Jon D. Pedersen og hingsten Zig Zag-D snuppede tredjepladsen i den samlede stilling med 139,958%.

I skrivende stund er 15 ekvipager på banen i Intermediare II, hvor føringen lige nu ligger hos Helgstrand-rytter Betina Jæger Jensen og Skovlunds Gamin G. med 69,561%.

Se alle resultaterne HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner