Daniel godt på vej med ny stjerne

14-11-2022 19:04

Trine Askjær-Jørgensen

I weekenden debuterede Daniel Bachmann Andersen hingsten Vayron internationalt. Stævnet her var deres første, rigtige stævne sammen, og derfor var det også forventeligt, at de ikke helt ramte formen på førstedagen. Det gjorde de til gengæld til fulde i går, hvor det blev til en overlegen sejr – og det var endda på "halv kraft", som Daniel sagde

I den 3-stjernede, internationale tur ved Dressurfestival på Blue Hors i weekenden var blandt andre Daniel Bachmann Andersen til start. Det var han med den 11-årige Westfaler-hingst Vayron e. Vitalis/ P.B. Gloster, som han fik i stalden for omkring fire måneders tid siden.

Den store, brune hingst er blevet uddannet til Intermediare II-niveau af tyske Helen Langehanenberg, men for godt en måneds tid siden kunne vi så berette om, at Daniel Bachmann Andersen, der senest var på det guldvindende, danske VM-dressurhold i Herning med DV-vallakken Marshall-Bell, havde fået Vayron i stalden og allerede havde været ude til det første, lille stævne sammen.

Vayron, der måler hele 192 cm i stang, var rykket til Danmark, fordi ejerne Sandra og Rudolf Spiekermann gerne ville prøve at have en større rytter på ham. Tyske Helen Langehanenberg er ikke særlig stor, og derfor vil de gerne se, hvad det kan blive til med en fysisk større og stærkere rytter.

Det virkede at få lidt mere ro på
Fremtiden ser bestemt lys ud for ekvipagen. Denne weekend havde Daniel og Vayron deres internationale debut sammen, hvor de fredag red Grand Prix til 69,174% og en femteplads og i går søndag tog sejren i deres første Grand Prix Special med 75,532%.

– I Grand Prixen fik jeg lagt lidt for meget fra land på opvarmningen, og det kan han bare ikke tåle, fordi så bliver han meget spændt. Han er så stor og så stort gående, men alligevel ekstremt varm. Han har virkelig meget nerve. Det er så fedt! fortæller Daniel, da vi i dag fanger ham til en snak om weekendens debut.

– Vi fik lidt for meget spænding i Grand Prixen. Der var mange gode ting, men også bare virkelig mange fejl. Det var ikke så godt. Så lavede vi lige lidt om Nathalie og jeg og fik gjort det hele lidt roligere i går. Jeg red virkelig i første gear, og så fik jeg ikke nogle fejl, og han slappede af og fik en god oplevelse, og det var jo rigeligt alligevel. Det var virkelig fedt, at vi kunne lave om på systemet på én dag og så tage det med ind på banen og få et fedt resultat. Det er jeg meget stolt af, fordi det er faktisk ikke så nemt at lave om på ting til et stævne, siger Daniel og fortsætter:

– Han gik på halv kraft i går og får alligevel ottere og niere, fordi han gør det så godt. Så den dag han er afslappet og stabil og sikker i tingene, og jeg kan lægge bare en lille smule mere på, så kommer han jo til at score over 80%.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Vayron. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Tid og mulighed for at udvikle sig sammen
Der er ingen planer fra ejernes side om, at Vayron skal sælges i den nærmeste fremtid, så Daniel er rigtig taknemmelig og glad for at få chancen for at udvikle på ham og se, hvor langt de sammen kan komme.

– Det er ikke helt fastlagt, hvad planen er endnu, men jeg kunne godt tænke mig at ride et mindre, internationalt stævne på ham, og så bygger vi op i løbet af foråret med de udtagelsesstævner, der er og ser, hvor vi er henne ift. f.eks. at komme på landsholdet. Det er klart, at han har kvaliteten og potentialet til at gå med i toppen, siger Daniel Bachmann og fortsætter:

– Det kan blive rigtig stort. Han er fantastisk, og jeg glæder mig meget til de næste stævner og fremtiden med ham. Nu har vi fundet retningen. "Less is more", det virker i hvert fald – også på ham.

Resultatet af Grand Prix Special i går.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner