Thomas Bach Jensen
Allerede i tiden som ponyrytter viste Victoria Vallentin sig som en af Danmarks største dressurtalenter, og hun har som junior-/ungrytter høstet stor international succes. I dag er hun 21 år og har under sin ansættelse hos Helgstrand Dressage vundet både dansk og nordisk mesterskab for U25-ryttere.
Nu er Victoria flyttet til Århus for at påbegynde sit studie på erhvervsakademiet, og sideløbende hermed rider hun hos Fisker Dressage Academy på Kirstineholm udenfor Århus, hvor hun allerede er startet. Berider Dennis Fisker fortæller, at han er meget glad for at kunne tiltrække så stor en rytterkapacitet og han glæder sig til fremtiden med Victoria ombord.
– Med Victoria som rytter har vi bedre mulighed for at tage flere gode heste ind i træning, lige som hun også kan træde til i den daglige træning af mine heste, når jeg er på farten som landstræner. Hendes store erfaring lige fra UVM-deltagelse til international Grand Prix er med til at skabe en god base for videreuddannelse af kvalitetsheste hos Fisker Dressage Academy, og vi håber, at vi får gode heste på alle uddannelsesniveauer til Victoria, fortæller Dennis Fisker.
Victoria er vokset op, først i Aalborg og derefter i Aarhus, hvor hendes far, berider Søren Vallentin, har arbejdet og drevet forretning. Efter to år i Aalborg er hun glad for igen at have landet i Aarhus, hvor hun bor tæt på skolen og tilmed også tæt på Kirstineholm.
– Jeg har altid haft et godt samarbejde med Dennis , så det har været helt oplagt for mig at kombinere mit studie i Århus med at ride for Dennis, og jeg har allerede fået flere spændende opgaver, fortæller Victoria Vallentin.